Toppenberg, V. E. (1884-1957)

V.E. Toppenberg, som han oftest blev kaldt, var som pionermissionær med til at grundlægge og opbygge Adventistkirkens arbejde i Østafrika, hvor han arbejdede i 43 år. I hans selvbiografi Africa Has My Heart finder man en beskrivelse af hans dedikerede og fordringsløse tjeneste.

Tidlige liv og uddannelse 

Aksel Valdemar Emil Toppenberg blev født i Aalborg den 29. februar 1884 som nr. fire i en børneflok på otte. Hans forældre var Peter Christian Olsen Toppenberg, født 1843, og hustru Marie Kirstine Kjær, født 1846. Forældrene synes at være velstående, da faderen ejede forskellige udlejningsejendomme i Aalborg.

Valdemar voksede op i et kristent hjem, hvor troen på Kristus og omsorg for de nødlidende fyldte meget. Hver søndag gik de i folkekirken, højst sandsynlig i Budolfi kirke midt i Aalborg, hvor familien plejede at sidde på forreste bænk lige under prædikestolen, eftersom faderen var noget tunghør. Herfra kunne børnene betragte de udskårne træfigurer på og omkring prædikestolen. Og på væggene var der oliemalerier af bibelske scener fra Edens Have frem til pinsedag. Begge forældre var engageret i godgørende arbejde. Faderen gik ofte til fattige hjem i byen for at uddele billetter til det kommunale køkken. Og moderen plejede at sende børnene af sted med en kurv madvarer og lidt tøj, når et nyfødt barn kom til verden hos en fattig familie, eller når nogen var blevet konfirmeret, eller gift, eller når et dødsfald havde bragt sorg til et hjem.

Familien abonnerede på et tidsskrift fra Det Danske Missionsselskab, som Valdemar læste med stor interesse. Især beretninger om kristne martyrer på Madagaskar og i Uganda gjorde et dybt indtryk på ham og hans interesse for fremmedmissionen blev vakt. Han beundrede de kristne missionærer og deres store mod. Da han var 14 år, blev han konfirmeret og modtog en lille bog om Afrika som gave. Bogen Præsten i Hoima, som handlede om engelske missionærer, indeholdt nogle få linjer på Swahili, et sprog som han senere blev i stand til at mestre.

Da han voksede op i havnebyen Aalborg, havde han altid haft lyst til at sejle, og han begyndte på en læreplads som maskinmester med henblik på videreuddannelse som teknikumingeniør. Imidlertid kom en ældre bror, som var emigreret til USA, på besøg. Han fik Valdemar overtalt til at opgive maskinistuddannelsen og følge ham tilbage over Atlanterhavet til det store land med de mange muligheder. I første omgang kom han til at bo hos broderen og arbejdede en kort periode på et jernbaneværksted. Han fandt ud af, at broderen var blevet syvendedags adventist og var medlem af et trossamfund, som Valdemar aldrig havde hørt om før. Broderen lagde intet pres på ham, men forsynede ham med bøger og blade om sin nyfundne tro, som Valdemar læste af nysgerrighed. Og selvom han fandt det underligt at gå i kirke om lørdagen, tog han imod broderen invitation og fulgte med til gudstjeneste. Han lærte Adventistkirken bedre at kende, hørte han om Union College i Nebraska og besluttede at blive indskrevet for at bedre sin boglige uddannelse.

Mens han var på Union College blev han døbt og tilsluttede sig Adventistkirken. Da han i forbindelse med sin uddannelse tog et kursus i den kristne kirkes missionshistorie, blev hans barndoms interesse for missionen vakt på ny, og han besluttede sig for at blive missionær. Han underskrev et kort, hvor han som missionsfrivillig lovede at indvie sit liv i Herrens tjeneste og rejse hvorhen, Gud ville lede ham. Der gik kun seks måneder, så kom der besøg på college af nogle missionsledere fra Europa. De var på udkik efter unge missionærer af skandinavisk oprindelse, som var villige til at være en del af et missionsprojekt i Østafrika. Valdemar Toppenberg erklærede, at han var rede til at tage af sted.

Samme år, i 1909, kom kaldet fra Missionskomitéen til at rejse til den italienske koloni Eritrea. Han tog af sted og efterlod sin forlovede Marie Katrine (Minnie) Hansen tilbage, så hun kunne fuldføre sin uddannelse. Hun var to år yngre end ham og oprindelig fra Sydslevig. Efter Union College lærte hun sygepleje ved Washington Sanatoriet. Der skulle gå fire år, inden hun fik mulighed for at slutte sig til ham i Afrika. Efter at Valdemar havde besøgt sine forældre i Aalborg, tog han toget til Hamborg, hvor adventisternes europæiske missionsselskab havde sit kontor. Derfra gik rejsen videre med dampskib på tredjeklasse. Ved en fejltagelse var de udbetalte rejsepenge på fem engelske pund blevet givet ham som fem dollars, hvilket gjorde en stor forskel. ”Min tegnebog var så flad, som hvis en elefant havde trampet på den!” Den lange rejse var alt andet end behagelig, men de høje forventninger til Afrika og missionsarbejdet holdt gejsten oppe.

Arbejdet i Østafrika

Omsider nåede han frem til Asmara i Eritrea. Her blev der holdt et specielt udvalgsmøde under ledelse af missionsdirektør L.C. Conradi. Andre skandinaviske missionærer var også til stede, hvor missionsarbejdet for området skulle planlægges. Den første opgave var at bygge en missionsstation bestående af to boliger, en skolebygning, et værksted og stalde og få gravet en brønd. Det meste af arbejdet måtte missionærerne selv udføre. Inden for et år havde man købt et stykke land ved Asmara og rejst bygningerne. Imidlertid blev Toppenbergs tjeneste der forholdsvis kortvarig, da missionsbestyrelsen besluttede at flytte ham Tanganyika dybere ind i hjertet af det afrikanske kontinent.

I Tanganyika (det senere Tanzania), der på det tidspunkt var en del af Tysk Østafrika, erfarede han alle pionerlivets vanskeligheder og farer i en tid, hvor folk kun vidste lidt om at beskytte sig mod tropiske sygdomme som malaria og sortvandsfeber. Ud af 35 missionærer døde ikke mindre end en tredjedel inden to år efter deres ankomst. Som altmuligmand faldt det i hans lod at lave kisterne. Han følte sig elendig til mode og syg og undredes på, hvem der skulle lave en til ham selv. Alt han kunne gøre var at stole på Gud og hans beskyttelse.

Busegwe missionen, som var Toppenbergs nye arbejdssted, bestod af en beskeden bolig, en primitiv elevbygning og et værksted. Bygningerne var lavet af soltørrede sten. Missionæren måtte først lære afrikanerne at lave mursten og save brædder ud. Redskaberne var en stor lang-sav, økser, skovle, macheter og nogle få andre værktøjer. Det var sædvane at begynde en skole så hurtigt som muligt. Toppenberg måtte selv undervise, da der ikke var afrikanske lærere til rådighed. Så han underviste om formiddagen og arbejdede sammen med eleverne om eftermiddagen. Men hvordan kunne han undervise uden at kende til de indfødtes sprog? Ud fra elevernes og arbejdernes tale skrev han nogle enkle ord og udtryk på tavlen og lærte børnene alfabetet. Han sagde selv, at det var en af de bedste måder at lære et sprog på. Selvstudium og stadig kontakt med afrikanerne, uden at være afhængig af en oversætter, men med mulighed for lidt hjælp af en ældre missionær, det ville altid føre til det bedste resultat.

Arbejdet i Tysk Østafrika var dengang i sin spæde begyndelse. Der var ingen net til at holde moskitoer og andre insekter ude. Store hvepse, som man kaldte Zeppelinere, blev tiltrukket af lamperne, og undertiden styrede de lige ned i maden. Også firben var vanskelige at holde ude, men de viste sig at være gode forbundsfæller til at fange fluer og moskitoer. Man kunne også opdage, at slanger havde fundet vej ind i den primitive bolig. Eftersom vandet blev hentet fra et ikke særligt rent vandløb eller fra en overfladekilde, var det nødvendigt at koge al vand til husholdningen. Der fandtes naturligvis hverken WC eller badeværelse, så man klarede sig med ”etagevask” og vand opvarmet på komfuret.

Toppenbergs næste opgave var at oprette en ny mission og begynde sit arbejde i landsbyen Nyabangi i Mara-bugten ved Victoriasøen. Her byggede han et pakhus, hvor der kunne opbevares og omlades forsyninger til de andre missionærer inde i landet. Et stykke derfra på en høj over landsbyen, rejste han en bolig i europæisk stil og en skolebygning. Herfra var der en smuk udsigt til landsbyen nedenfor, til Mara-bugten og dens øer og længst ude til den store åbne Victoriasø. Sammen med en anden ugift missionær ansatte de en tidligere elev til at lave mad for dem. Der var ingen større variation i måltiderne, for det var ikke til at skaffe grøntsager. Maden bestod mest af papaya- og guavafrugter samt mangoer i sæsonen. Dertil kom suppe af tørrede frugter og tapiokarødder samt yams suppleret med kød af vildt, som de selv nedlagde.

Det var i 1913, at Minnie ankom til Afrika for at slutte sig til Toppenberg. De blev viet af pastor A.A. Cascallan, en anden pionermissionær fra Kenya, som med sin familie vendte tilbage fra orlov og havde ledsaget Minnie på rejsen. Som uddannet sygeplejerske kom Minnie til at yde en meget stor indsats både i behandlingen af de syge og i undervisningsarbejdet. ”Den hvide kvinde med de himmelfarvede øjne” blev hurtigt meget værdsat på missionen.

Både Minnie og Valdemar Toppenberg var ofte ramt af malaria, og Toppenberg selv af den farlige sortvandfeber. I Missionsefterretninger for januar 1915 under overskriften ”Hvad vore missionærer må gennemgå” skrev han i detaljer om nogle af de vanskelige sygdomsforløb de måtte igennem og hvorledes de til tider lå på det yderste, men alligevel overlevede og kunne fortsætte, om end afsvækkede og med nedsatte kræfter.

Efter et af de svære sygdomsforløb var det meningen, at de skulle hjem på orlov. Men de havde hænderne fulde og stod i mange problemer. Foruden den regelmæssige undervisning i skolen var der dåbsklasser, opsynet med skolens haver, byggearbejde, inspektionsrejser til skoler og omliggende landsbyer, sprogstudier, forberedelse til undervisningen på folkets eget sprog, samt oversættelse af salmer. Ud over at passe sit hjem assisterede Minnie Toppenberg i skolen, fungerede som forstanderinde, underviste pigerne og de voksne kvinder i syning, og hun tog sig af de syge.

SDA-missionen havde under opsyn af Den Tyske Unionskonferens gennem årene fået et solidt fodfæste med 12 missionsstationer bemandet med europæer, og mange børneskoler.  Månederne gik, og de missionærer, der skulle afløse, dukkede ikke op. Så kom Første Verdenskrig og familien Toppenberg blev afskåret fra resten af verden. På tre sider var de omgivet af kolonier i krig med Tyskland. Til den fjerde side var Det Indiske Ocean, hvor britiske krigsskibe patruljerede. Der kom ingen post udefra, godsforsendelser standsede, og man var uden forbindelse til missionsselskabet, både finansielt og administrativt. Radioen var stadig i sin spæde begyndelse, og de få telegrafiske budskaber var meget forsinkede. Tit var dele af dem streget ud af den tyske censur, især efter at krigslykken gik tyskerne imod. Én gang, stærkt forsinket, modtog de en avis hjemme fra Aalborg, sendt af en af Valdemars søstre, som meddelte, at deres far var død.

Ting som papir, tøj, sko, sukker, mel og petroleum til lamper var snart umulige at få fat i. Dertil kom, at Minnie var gravid. De havde i god tid bestilt det nødvendige udstyr, babytøj mv. fra Amerika, men dette måtte de kikke langt efter. Alt gik imidlertid godt, med Valdemar Toppenberg som en noget nervøs fødselshjælper, og datteren Ingrid Marie blev født i 1915.

De andre missionærer i Østafrika var på det tidspunkt enten internerede eller sendt hjem, men Toppenbergs fik som danskere lov til at fortsætte arbejdet. De følgende to år hvilede der en stor byrde og et tungt ansvar på ham, hvor han stod alene med at sørge for arbejdet og medarbejderne, og hvor han arbejdede mere, end han egentlig kunne tåle. Det mest af tiden rasede krigen tværs over Østafrika og afskar familien fuldstændig fra omverdenen. De tyske myndighederne satte dog stor pris på ham og respekterede ham, ikke mindst på grund af den utrættelige lægehjælp, han ydede sårede tyske soldater.

Forsyninger var næsten umulige at skaffe og Toppenberg blev tvunget til at lave deres klæder af dyreskind, som han selv garvede og behandlede. Efterhånden blev situationen mere kritisk og tusinder af stammefolk strejfede om og myrdede og plyndrede. På det tidspunkt så Toppenberg sig nødsaget til, skønt modstræbende, at flygte med sin familie midt om natten. Gennem farer og forvirring nåede de omsider frem til de britiske linjer, hvor de blev modtaget med venlighed. Deres sundhedstilstand gjorde det bydende nødvendigt, at de forlod Afrika og kunne få en hårdt tiltrængt orlov. Rejsen til Amerika gik østpå, via Hong Kong og Yokohama, og var bestemt ikke uden risiko, da tyske ubåde patruljerede i farvandene ud for Afrika.

Efter krigen tilbragte de deres orlov i USA. Mens de var i Afrika, havde Toppenberg tit ønsket, at han havde en lægelig uddannelse. Så han besluttede sig for at begynde på lægestudiet for om muligt at blive lægemissionær ude på feltet. Samtidig arbejdede han i en privat virksomhed for at underholde familien. Lægestudiet blev dog ikke gjort færdig. De britiske kolonier, inklusive det tidligere Tysk Østafrika, var blevet genåbnet for missionærer fra England, og L.H. Christian ”fandt” Toppenberg og anmodede ham og familien om at tage til Abessinien (Etiopien) i 1921 for at genåbne det arbejde, der var påbegyndt 10 år tidligere.

Som den første af vores missionærer fik han lov til af regeringen at oprette en missionsstation i selve Etiopien. Ved forsynets ledelse kom familien Toppenberg til at flytte ind i en god bungalow, som havde været beboet af den britiske konsul i Addis Abeba. Det var ikke uden modstand især fra Den Koptiske Kirkes præster, at Toppenberg langsomt men sikkert byggede kirkens arbejde op i landet (se Aage Andersens mere detaljerede kapitel i ”Afrika havde hans hjerte” i Børge og Hans Jørgen Schantz’ bog Var det umagen værd?). Det begyndte i det nordlige og spredte sig senere til resten af kejserriget. Toppenberg udviklede venskabelige relationer til Hans Majestæt, Kejser Haile Selassie, et venskab som varede mange år og betød meget for udviklingen af adventismen i Etiopien. Han etablerede kirkens hovedkvarter i Addis Abeba og blev den første formand for Den Etiopiske Union. Mens de var i Etiopien, fik de sønnen, Robert Iverson, i 1923.

Efter mange års tjeneste i Etiopien fik familien Toppenberg et kald om at flytte til den nyligt oprettede missionsmark i Uganda. Da Den Øvre Nils Unionsmission (Uganda og Anglo-Egyptiske Sudan) blev organiseret i 1933, blev Toppenberg dets formand. Det var under hans ledelse, at kirken i Uganda fik en god start. Livet der var dog ikke uden personlige bekymringer og ofre. En dag blev der fundet en knude på sønnen Roberts arm og ved en biopsi i Kampala, blev den diagnosticeret som ondartet. Minnie og børnene fløj med det samme til Danmark for at få drengen opereret, men det viste sig til deres lettelse, at den alligevel ikke var ondartet.

Men prøvelserne var langtfra forbi. Det sørgelige skete, at Minnie fik den frygtede parasitsygdom sovesyge, og de måtte vende tilbage til Danmark i 1936, hvor hun døde 49 år gammel. Året efter giftede Toppenberg sig med Mary Hendrickson Oswald, og i 1938 sejlede de tilbage til Østafrika og fortsatte arbejdet i Uganda.

I 1943 blev arbejdet i Østafrika reorganiseret, og på grund af Toppenbergs kendskab til det etiopiske sprog, land og folk, såvel som hans venskab med kejseren, blev han af kirkens ledelse bedt om at vende tilbage til Etiopien. Her ville han tilbringe de sidste 10 år i aktiv tjeneste i Eritrea og Etiopien. Han anskaffede Kuyera-ejendommen i den sydlige del af Etiopien, hvor kirkens præsteseminarium ville blive placeret. Hans mange års arbejde gik til sidst ud over helbredet og kostede ham næsten et sammenbrud, efter at han havde fuldført byggeriet af seminaret. I 1952 forlod han Afrika og vendte tilbage til USA 43 år efter, at han først havde sat fod på det afrikanske kontinent.

Da Toppenberg forlod Afrika i en alder af 68, havde han kun haft orlov fire gange i sin 43 års tjeneste. Der var lagt planer om, at han skulle rejse ud igen, efter at han egentlig havde trukket sig tilbage, fordi han følte sig bedre hjemme derude. Men døden indhentede ham i Californien den 27. marts 1957. Han var da i gang med at skrive Africa Has My Heart, der handler om Guds værks fremgang i Afrika og hans eget liv blandt afrikanerne.

Kilder

Aage Andersen, ”Afrika havde hans hjerte,” Var det umagen værd? redigeret af Børge og Hans Jørgen Schantz, Dansk Bogforlag, 1999.

”Toppenberg, Aksel Valdemar Emil,” Seventh-day Adventist Encyclopedia, rev. ed. Hagerstown, MD: review and Herarld, 1996.

Sven Hagen Jensen, De første i Adventistkirken tjeneste, HASDA/Dansk Bogforlag, 2024, s. 152-156.