Tobiassen, Tobias (1876–1963)

Tobias Tobiassen blev adventist i en moden alder og blev en af sin tids mest succesfulde syvende dags adventist prædikanter i Danmark og Norge, og senere føjede han administrative ansvar til sin tjeneste for kirken. Mange blev ledt til Frelseren gennem hans virke.

Tidlige år

Tobias Tobiassen blev født den 11. oktober 1876 i Kristiansand i Norge som den første af seks søskende. Han færdiggjorde børneskolen, og senere supplerede han den med aftenkurser i København. Tidligt lærte han at tage fat. Han begyndte som bydreng, og i en alder af 8 arbejdede han lange timer ved rullehjulet på en tobaksfabrik til 13 øre om dagen. Seks års slagterlære satte kursen for livet og mod Frederikshavn, hvor han endte som leder af fiskekonservesfabrikken. I Frederikshavn mødte han Karoline Mathilde Hansen, som han giftede sig med i 1901, og som blev mor til deres fire sønner: Erland, Carl, Erling og Erik.

Tobiassen kom fra et dybt religiøst hjem og begyndte at komme i Metodistkirken. Hans bror, Christian, var i mellemtiden blevet adventist hjemme i Norge og arbejdede målrettet for at lede ham til omvendelse ved at sende ham traktater og anden litteratur - men uden held. Tobias var lige så ivrig efter at få sin yngre bror ud af Adventistkirken, som han betragtede som vildfarelse. Selvsikker tog Tobias turen til Norge for at sætte sin bror på plads. Men tankefuld vendte han tilbage til Danmark efter det største nederlag i sit liv. Senere ville han betragte sin bror som sin åndelige fader.

Så skete tragedien. En sabbatsmorgen lå T. Tobiassens førstefødte kvæstet under et tog lige uden for adventisternes mødesal i Frederikshavn. En læge prøvede på at redde hans liv, men den 4 år gamle Erland døde i armene på sin mor. Denne tragedie blev et vendepunkt for Tobiassen og hans hustru. Nye længsler fødtes. Deres mål blev himlen. I 1906 besluttede de at blive døbt og blive medlemmer af Syvende Dags Adventistkirken.

Derved mistede T. Tobiassen sit arbejde, men adventistinstitutionen Skodsborg Badesanatorium bød ham velkommen og ansatte ham i 13 år, først som assisterende forretningsfører såvel som leder af frugtkonserveringsanlægget. Da Sanatoriet manglede en fyrbøder, tilbød T. Tobiassen at tage den lavere stilling og samtidig forberede sig på sin maskinmestereksamen. Hans sidste stilling på Sanatoriet var forretningsfører. Samtidig involverede han sig ivrigt i menighedslivet. Især var hans interesse for sabbatsskolen stor, først som elev, så som lærer og sidst som leder. Han begyndte at holde små møder og så gudstjenester. Konferensen så potentialet og begyndte at sende ham ud som lægprædikant til andre menigheder om sabbatten. Han har senere sagt, ”Sabbatsskolen er den eneste adventistskole, jeg har gået i, og det kan vel siges, at det var gennem denne erfaring, at jeg kom ud i direkte missionsarbejde.”

Forkynder og kirkeleder

Offentlig evangelisme blev hans passion. I 1917 under Første Verdenskrig blev han kaldet som prøveprædikant i en alder af 41 år og begyndte sin første evangeliske møderække i Kongens Lyngby, mens han stadig var på Skodsborg. Så fulgte en større virksomhed i Slagelse i 1918, hvor han stiftede en menighed med 57 medlemmer. I hurtig rækkefølge arbejdede han i Kalundborg og Næstved og havde positiv respons på sin forkyndelse, hvor som helst han var. Han havde fundet sit kald. I 1920 blev dette kald stadfæstet ved en ordinationsgudstjeneste i København, hvor A.G. Daniells, L.R. Conradi og L.H. Christian deltog

Ved en evangelisk møderække i den store sal i Odd Fellow Palæet i København i årene 1920-1922 var der en stor tilhørerskare, og næsten 200 blev døbt og optaget i menigheden. Så fulgte møder i Hillerød, Helsingør, Aarhus og Aalborg. Emanuel Pedersen skrev om ham, at hans ”store evangeliske virksomheder gik som en hvirvelvind over landet. Uden fortrydelse kan det siges, at T.T. såvel som broderen Chr. T. hører til evangelismens guldalder for adventfolket i vore lande.” Og videre, ”T.T.’s prædikener var velorganiserede logiske mesterværker. Når han havde talt, vidste man, hvad der blev talt om. Ordene og tankerne blev naglet til hukommelsens indre kamre.” Hans storhed som prædikant lå ikke i den svingende følelsesmæssige forkyndelse. ”Man bygger ikke sin tro på følelser, men på Guds ord,” sagde han. Og dog satte han sine tilhøreres længsler i oprør og deres hjerter i brand. Men det var især som den særprægede logiske og koncise taler, han slog sin berømmelse fast.

Efter syv år med intens og helhjertet evangelisme blev han bedt om at være formand for Den Norske Konferens (1924-1929). Så fulgte formandsposterne i Sydnorsk Konferens (1929-1931) og Østdansk Konferens (1931-1938). Fra 1938 til 1939 blev han bedt om at være direktør for Fysisk Kuranstalt i København, og derefter tog han tilbage til Norge som formand for Den Nordnorske Konferens (1939-1942).

Under Anden Verdenskrig opstod der en speciel situation. Vestnordisk Unionskonferens, som bestod af Danmark, Norge, Færøerne, Island og Grønland, kunne ikke længere styres fra unionskontoret i Akersgatan 74 i Oslo. I begyndelsen af 1941 blev det besluttet at flytte unionsformanden P.G. Nelson og unionskassereren A.C. Christensen til Danmark. De andre arbejdere i Unionen skulle forblive i Norge. Den ældste af de to formænd i Norge, T. Tobiassen, skulle i tillæg til ansvaret for Nordnorge være viceformand for Vestnordisk Union (1941-1945) og have overopsyn med alt arbejde i Norge. Unionsbestyrelsen blev delt i to, så den ene del tog vare på arbejdet i Danmark og den anden del i Norge, selv om de prøvede, så godt de kunne at holde nær kontakt.  Af praktiske grunde kom Vestnordisk Unions komité i Norge til at arbejde under navnet ”De Norske Syvende Dags Adventisters Fællesråd.” Da Norge i 1942 blev delt i fire konferenser, overtog T. Tobiassen formandskabet i Den Østnorske Konferens (1941-1945) og forblev et medlem af unionsbestyrelsen til 1946.

Selv som kirkeleder fortsatte han med at holde evangeliske møder. Som han sagde, ”Det ville være ubærligt at være formand, hvis man ikke kunne have evangeliske virksomheder.” Han fandt også tid til at skrive en bog på norsk med titlen På Klippegrund. Som leder hørte Pastor Tobiassen til den patriarkalske skole: myndig, upartisk og retfærdig. Han søgte ikke popularitet ved vægelsind eller ved at snakke folk efter munden. Han indtog sit standpunkt efter moden overvejelse uden skelen til, hvad der måtte gavne ham mest. Han havde sine meningers mod.

Fra 1946 var han pastor i Vestdansk Konferens indtil han gik på pension i 1949. Men selv i pensionsalderen var han en efterspurgt taler. Aftenen før han blev syg, havde han været i gang med at forberede en ny prædiken. Som menneske var T. Tobiassen en rar person, selv da han stod ”på magtens tinde” i sin manddoms styrke. Han var nærmest en undselig mand, og der lå en vis reservation over hans dominerende personlighed. Alligevel forstod han at komme i levende kontakt med sine omgivelser. Han var let at tale med. Han blev gift to gange, først med Karoline, drengenes mor, som døde i 1936. Hende tilkommer meget af æren for, at han blev den store ordets forkynder, som han blev. I 1939 giftede han sig med Edith, og de havde 24 gode år sammen, inden han blev lagt til hvile i Odense den 20. november 1963.

Kilder

Børge Larsen, ”På besøg hos T. Tobiassen”, Adventnyt, 6. januar 1962.

P.G. Nelson, ”Unionsbestyrelsesmedlemmer i Danmark,” Missionsefterretninger, maj 1941.

Emanuel Pedersen, "Pastor T. Tobiassen in memoriam.” Adventnyt, 14. februar 1964.

Emanuel Pedersen, “Ungdommelig fødselar,” Adventnyt, november 1956.

Seventh-day Adventist Yearbooks. Forskellige år.

Tobiassen, Til Pastor L. Muderspach, 25. april, 1928. Brev hos HASDA.

Tobiassen, Udaterede noter hos HASDA.