Gronert, Johannes Heinrich (1899–1970)

Johannes Heinrich Gronert blev født den 22. september 1899 til Johann og Emilie (f. Utzat). De boede i Haderslev, som dengang var en del af Tyskland, og Johann ernærede sig som skomager. De var syvendedags adventister. Johann og hans hustru havde flere børn, men de blev ramt af en tragedie, da Emilie døde og Johannes kun var tre år gammel. Johann havde svært ved selv at tage sig af de mange børn, så Andrea og Hans Skov, hans søster og svoger, adopterede Johannes.

Skov familien havde en lille gård i Gøttrup, ikke langt fra Toftlund i Danmark. Som nyt barn i Skovs varme adventisthjem blev Johannes opdraget med kærlighed og gudsfrygt. Skov havde også datteren Dorthea, som senere giftede sig med Jacob Jørgensen. De fik fire børn, Hans, Kristian, Marie og Arthur. Disse blev alle velkendte syvendedags adventistfamilier. Johannes’ opvækst var uden tvivl medvirkende til, at han tidligt besluttede sig for at arbejde for kirken.

Gronert begyndte sin uddannelse på Tierslund skole i 1906, hvor han var indtil 1912. Dette valg af skole viste sig at være en fordel for hans sprogkundskaber. I Tierslund, underviste læreren udelukkende på tysk og derhjemme talte Skov familien dansk.

I 1913 blev Gronert døbt af Peter Christensen. To år senere flyttede han til missionsskolen i Skodsborg. Han tog sin videregående uddannelse i Nærum og arbejdede derefter et stykke tid på Frydenstrand Badesanatorium i Frederikshavn, hvor han samtidig lærte lidt sygepleje. Han forsatte derefter som bibelarbejder for Pastor Kirkelykke ved evangeliske kampagner i Haderslev og Christiansfeld.

Efter genforeningen af Nordslesvig med Danmark i 1920 arbejdede Gronert for en tid ved unionskontoret, Margrethevej 5 i København, hvor han oversatte for unionsformanden, J.C. Raft. Pastor Raft og formanden for den Danske Konferens, Chr. Resen, som arbejdede i den samme bygning, opmuntrede ham til at gennemføre sygeplejekurset på Skodsborg Badesanatorium, hvis han gjorde sig tanker om at arbejde på missionsmarken. Han skulle give svar tilbage til Raft, inden Raft skulle ud på en længere rejse den følgende uge. Gronert skrev til sine adoptivforældre: ”Jeg har haft meget at tænke på, hvad angår min fremtid. Der er muligheder for tjeneste, men jeg mangler én ting – sygeplejeuddannelsen på Skodsborg Badesanatorium. Efter reglerne sender man ikke nogen i tjeneste i fremmedmissionen uden at have modtaget uddannelse fra en af vores institutioner og i Danmark er Skodsborg den eneste af denne slags. Som I sikkert ved, har jeg altid ønsket at arbejde på missionsmarken, men jeg var ikke klar over, at min nuværende uddannelse var nyttesløs. Broder Raft foreslog, at jeg tager til Skodsborg og gennemfører kurset dér.”

Gronert var ikke helt afklaret. Han overvejede også andre steder, hvor han kunne forberede sig til missionstjeneste, blandt dem sanatoriet i Berlin i Tyskland, mest fordi Skodsborg uddannelsen ville tage tre år, inden han kunne komme videre med sine planer for missionen. Det endte dog med, at han lagde det hele i Guds hånd og fik sit svar en nat i Sal 55,24, ”men jeg stoler på dig.” Han begyndte på Skodsborg kurset i 1922.

Mødet med Ruth og forberedelse til missionstjeneste

På Skodsborg mødte han Ruth Anderson (f. 1895 til smed Anders Anderson og Mathilde) fra Gøteborg i Sverige. Hun var blevet adventist tre år tidligere og begyndte i sygeplejekurset samtidig med Gronert. Et venskab udviklede sig mellem dem og de blev forlovet. Både Johannes og Ruth fik deres eksaminer den 27. maj 1925, hvor der på afgangsbeviset stod: ”Skal betragtes som egnede til at praktisere sygepleje og udføre fysioterapi.”

Efter afgangseksamen fra Skodsborg blev Johannes sent til Tønder om sommeren for at begynde en serie evangeliske møder. Ruth blev på Skodsborg i behandlingsafdelingen. Disse muligheder blev betragtet som et led i deres forberedelse til missionstjenesten. Johannes og Ruth var enige om at rejse ud på missionsmarken, hvis der kom et kald. I foråret 1926 holdt Johannes næsten dagligt møder i Løgumkloster, Højer og Møgeltønder, mens planerne for giftermålet var i proces. Dokumenter i forbindelse med vielsen skulle skaffes fra Sverige for Ruths vedkommende og fra Haderslev for Johannes’ del. Johannes måtte forlade sit arbejde i Sønderjylland og rejse for at mødes med Ruth i Skodsborg. De nødvendige papirer nåede netop frem i tide. Efter fire års forlovelse blev Ruth og Johannes viet borgerligt i Søllerød den 26. maj 1926.

Selv før deres bryllup havde en ny mulighed åbnet sig. I Hultafors i Sverige var et nyt sanatorium blevet åbnet og der kom en forespørgsel, om Johannes kunne arbejde der om sommeren. Han accepterede på den betingelse, at der også var en stilling til Ruth. De holdt deres hvedebrødsdage i Jylland, tog så til Gøteborg og videre til Hultafors Sanatorium, hvor de etablerede deres første hjem. Efter sommerens arbejde rejste de tilbage til Danmark og måtte igen skilles, Ruth til Skodsborg og Johannes til Tønder.

Livet i Vestafrika

Tidlig om foråret 1927 kom der et kald om at rejse til Sierra Leone i Vestafrika, hvor Johannes skulle være leder for Sierra Leone Missionen. Den 1. juni begyndte Gronert parret deres rejse fra Hamburg i Tyskland med dampskibet Wahehe. Det standsede i Rotterdam i Holland, hvor de tog et tog til Haag for at se Fredspaladset. Den 4. juni fortsatte de med dampskibet til Southampton i England, hvor de lå i det regnfulde vejr nogle dage, inden de fortsatte til Las Palmas på de Kanariske Øer og videre til Freetown i Sierra Leone.

I Freetown blev de modtaget af Øster og Berglund familierne, som tog godt imod dem og vejledte dem i deres nye omgivelser. Sammen rejste de til missionshovedkvarteret i Waterloo. Familien Gronert flyttede ind i et lille hus og begyndte at forberede sig på arbejdet. Nogle få måneder efter ankomsten begyndte de tropiske temperaturer at gøre deres indvirkning og Ruth blev syg med malaria. De skulle arbejde i det område, som var kendt som ”Den hvide mands grav.” Den 16. august måtte Johannes og Ruth rejse tilbage til hovedstaden Freetown, hvor Ruth måtte blive en uge. Det var almindeligt for missionærkvinder at besøge kysten. Ruth blev hos Øster familien i deres hjem ved havet.

Johannes Gronert bestemte sig for, at så snart regnen standsede, ville han tage ud på nogle små rejser til steder, hvor der var brug for hans hjælp. Han var blevet bedt om at åbne tre nye missionsstationer. Han skrev i sin dagbog: ”Uheldigvis må jeg holde igen hele tiden. Hvis vi havde penge nok, kunne vi åbne nye missionsstationer mange steder, men vi må være omhyggelige med at få pengene til at slå til.”

Sierra Leone delte grænse med Fransk Vestafrika (Guinea og videre). Området lå mod nord og øst i retning mod det indre, hvor traditionelle afrikanske religioner stadigvæk var dominerende. På det tidspunkt havde ingen adventist sat fod dér. Adventistmissionen var blevet anmodet om at holde evangeliske møder og Gronert følte, at han måtte besøge området så snart som muligt. Han vidste, at rejsen ville blive lang og langsom. Det var sparsomt med transport og selv om det var sikkert, kunne han ikke være borte fra hovedkvarteret for længe ad gangen. Folk på Missionens område var i gang med at bygge et hønseri og plantede palmetræer og gummitræer. Det var E. Berglund, der overså disse projekter, mens Gronert var på rejse i det indre.

Johannes Gronert brugte meget af sin tid på disse rejser og med at lægge planer for arbejdet over hele missionens territorium. Den 21. november 1927, ankom han til Bo, en by som lå 220 km fra Waterloo og som kunne nås ad landevejen på tre timer. Mens han var i Bo, boede han i Regeringens Gæstehus (Government Resthouse). Han havde sin cykel med sig, så han kunne besøge de nærliggende landsbyer. ”I denne del af landet er vejene ikke så dårlige. Det er billigere og sparer både tid og penge til bærere.” For at komme tættere på den lokale befolkning fokuserede han på at lære deres skikke og måder at leve på. Han så, hvorledes de lavede deres tøj og hvad de spiste. Efter ni fremgangsrige dage i Bo rejste han tilbage til Waterloo. Han var ikke hjemme ret længe, men blev mere og mere vant til at rejse omkring.

Det blev senere bestemt, at Gronert som leder (superintendent) af Missionen skulle tildeles en motorcykel (ca. 840 kr. på den tid). Det ville gøre det meget lettere for ham at komme rundt i missionsdistriktet. Ruth var ikke glad for at han skulle rejse rundt på en motorcykel. Så da de var i Freetown, fandt de en 2-sæders bil, som han købte til samme pris som en motorcykel.

Selvom arbejdet gik langsom fremad, gik det trods alt fremad, og de håbede at mange flere ville lade sig omvende. Gud sendte opmuntringer på forskellige måder. Den 20. januar 1928, bragte Jacob og Ella Øster seks danske officerer med sig fra et dansk skib som lå ved kaj i Freetown. De kom for at besøge dem og havde dansk rugbrød med. Nogle få dage senere blev Gronerts første barn, en pige ved navn Solvej, født.

I sin detaljerede dagbog skrev Gronert om nogle af de sager, han stod overfor. Han kom godt ud af det med arbejderne i missionen, men han så også effekten af den hvide mands dominans i Afrika og spor af racisme i samfundet og stammeoprør nogle steder. Som en meget ung leder følte han til tider, at der herskede en vis misundelse vedrørende hans stilling. Ofte følte han byrden ved det tunge ansvar, der var lagt på ham, når han alene skulle træffe svære beslutninger og være ansvarlig for missionens ejendomme. Han var altid opmuntret, når der var besøg af divisionens ledere og de kunne rådslå sammen. Han var helt klar over risikoen ved at bo langt borte fra sundhedstjenester, hvis der skulle opstå en akut situation. Han oplevede Ella Østers utidige død. På den positive side skrev han hjem om dåbshandlinger, bryllupper der blev holdt, nye missionsstationer, der blev åbnet og fremgang i arbejdet.

Gronerts havde en fire måneders orlov i Skandinavien ved slutningen af 1928 og begyndelsen af 1929. De rejste rundt i menighederne og fortalte om deres missionstjeneste. I 1929 blev deres anden datter, Evelyn, født. Brevene til Danmark sluttede omkring det tidspunkt og der er kun lidt information fra 1929-1935. I 1929 blev Sierra Leone Training School åbnet i Waterloo med Thorvald Tranborg som leder.

Gronert tjente som formand for Sierra Leone Missionen, først i den Vestafrikanske Union i den Europæiske Division, og fra begyndelsen af 1928 som en mission direkte tilknyttet Nordeuropæisk Division. I 1933 blev territoriet reorganiseret og Gronert blev formand for Sierra Leone Union Mission, som også omfattede Liberia. Gennem hans tre år som formand for den nye unionsmission voksede antallet af organiserede menigheder fra fire til ti, hvoraf de ni lå i Sierra Leone. Og medlemstallet voksede fra 282 til 478, med 469 i Sierra Leone.

Tiden efter Afrika

Efter otte års missionstjeneste rejste familien tilbage til Danmark. De fik i alt fem børn. Foruden de to døtre, der er blevet nævnt, fulgte tre sønner, John (1932), Gordon (1935) og David (1937). Der var øjensynligt ikke noget arbejde at finde indenfor kirken og det blev svært for den hjemvendte familie. Der var megen arbejdsløshed i landet. Det endte med, at de købte en klinik i Åbyhøj ved Aarhus. Arbejdet gik ikke så godt som forventet og der var mange flytninger. På grund af hans alsidige uddannelse, var Gronert i stand til at påtage sig forskellige stillinger. Han var repræsentant for forskellige firmaer, fysioterapeut, og kontorleder, og til sidst åbnede han sin egen klinik i Ystad i Sverige. Gennem alle disse år arbejdede Ruth flittigt for familiens vel, mest som fysioterapeut. Ruth elskede at sy og var utrolig flittig og kreativ. Klinikken i Ystad skulle have været deres arbejdsretræte, men uheldigvis døde Ruth af kræft i en alder af 60 år.

Johannes fortsatte arbejdet på klinikken i endnu syv år med hjælp fra datteren Evelyn. Til sidst svigtede helbredet og han flyttede til Randers. Her blev Jacob Øster, som havde en lægepraksis, Johannes’ læge, og de to venner kunne mødes igen og genopfriske minder. Johannes Gronert flyttede siden til Silkeborg, hvor han døde den 30. maj 1970.

Johannes Gronert hjalp med at bygge et stærkt fundament for kirken i det område, som kaldtes ”Den hvide mands grav,” og tjente som en dedikeret leder i Sierra Leone og Liberia. Hans yngste søn David fulgte i forældrenes fodspor og sammen med sin hustru, Ragnhild, tog de til Sierra Leone for at hjælpe med at bygge Masanga Spedalskhedshospital. De var i Masanga i 12 år i alt, fra 1964-1977.

Kilder

Carl Berglund, ”Ruth Gronert nekrolog,” Adventnyt, marts 1955.

Gordon Gronert, ”Beretning i sammendrag om Mammas og Papas ungdom, uddannelse og kald til missionen i Afrika.” Ikke publiceret manuskript hos HASDA.

Werner Hansen, ”Hvordan er det gået dem, der rejste ud?” Ungdomsfaklen, 1929-1930.

H. Muderspach, ”Vore hensovede” (Nekrolog), Adventnyt, august 1970.

Seventh-day Adventist Yearbooks, 1921, 1928-1936.