Pedersen, Emanuel W. (1904–2006)

Emanuel W. Pedersen boede på fire kontinenter og i seks forskellige lande mens han gjorde tjeneste på alle niveauer i Adventistkirkens organisation fra kolportør, lærer og pastor i sit hjemland til rejsesekretær i Generalkonferensen. I sin levetid på mere end 100 år, så han kirken vokse fra mindre end 100.000 medlemmer til over 13 millioner. Generalkonferensen havde i denne tidsperiode 10 forskellige formænd, tre af hvilke Emanuel Pedersen arbejdede tæt sammen med. Med sit danske pas havde had adgang til steder, hvor meget få ledere var i stand til ar rejse. Han udstrålede en sjælden hjertevarme mod enhver person, han mødte, og fik dem til at føle, at de var venner. Han var kendt for at have omsorg for dem, som andre havde let ved at overse.

Emanuel Wartou Pedersen blev født den 28. maj 1904 i Odense. Danmark er opdelt i tre større landsdele – Jylland, Sjælland og Fyn. Det er sagt, at folk fra Jylland er energiske, folk fra Sjælland er intelligente og folk fra Fyn er begge dele. Pedersen var fra Fyn og var uden tvivl begge dele. Han voksede op under beskedne forhold hos sine fromme forældre – Peder og Laura Pedersen. Hans far var kendt som ”Sundheds-Pedersen”, fordi, da han blev adventist, gjorde han det sit livsværk at tegne abonnenter på Sundhedsbladet.

Som ung begyndte Emanuel Pedersen som medhjælper på en gård. Han aftjente sin tid som værnepligtig i den kongelige danske hær og fra 1920-1923 studerede han på Nærum Missionsskole. Han betalte skolepengene ved at kolportere. Hans uddannelse fortsatte på Stanborough College i Watford, England, hvor han tilegnede sig en god beherskelse af det engelske sprog.

Hans karriere i Danmark strakte sig over 10 år, 1926-1936, hvor han arbejdede som bibelarbejder, lærer, skoleleder og evangelist. Han blev ordineret som prædikant i 1936. På sine besøg fra hjem til hjem traf han Esther Christensen, som han giftede sig med i 1936.

Missionstjeneste i Afrika 

I 1937 fik Pedersen et kald til at være skoleleder for Nchwanga Training School i Uganda. Han blev også bedt om at være afdelingsleder for skolearbejdet i Upper Nile Union Mission (Uganda og Sudan) og distriktsleder for Vestuganda. I et interview med Børge Schantz fortalte Pedersen, at skolebygningen, som også tjente som kirke, havde et bliktag, og at kraftigt regnvejr ville afbryde al kommunikation mellem lærer og elever. ”Når det regner i Afrika, så regner det virkeligt.” Læreren standsede imidlertid ikke undervisning, men fortsatte med kridt på tavlen.

Pedersen brugte megen tid med at forhandle med kolonistyrets embedsmænd i Uddannelsesministeriet, som ikke var særligt imponerede over Adventist Missionens skoler på grund af deres primitive udstyr. Men som Pedersen udtrykte det: ”Hvad vi ikke havde i udstyr, opvejede vi ved grundig undervisning.” Og som tiden gik, modtog skolerne anerkendelse og ros fra uddannelsesmyndighederne.

Der var én begivenhed, der havde fæstnet sig i hans hukommelse. Det var et mindeværdigt besøg på skolen af kabakaen af Buganda. Kabakaen var den mægtigste af tre traditionelle konger i Uganda. En speciel trone var lavet til dette besøg og en sang var blevet skrevet til ære for kabakaen. Han havde annonceret, at han ville komme med sit eget fodboldhold for at spille mod skolens hold og at han spillede centerforward. En mægtig kage var blevet lavet med hans initialer på glasuren ”M II” (Kong Mustesa II). Han blev imidlertid forsinket, og som tiden gik begyndte regnen at øse ned. Folk på skolen blev mere og mere bekymret, men så foreslog Fru Pedersen, at de samledes til bøn. Og efter bønnen standsede regnen pludselig. Idet regnen standsede, ankom kabakaen og hans følge. Han var så glad for dette besøg, at han blev meget længere, end der var planlagt.

Emanuel Pedersen var en mand med et klart fremsyn og en fast overbevisning. Han så, at stedet, hvor skolen var placeret i Nchwanga ikke var ideel for udvidelse og videre udvikling. Hvis skolen skulle tjene hele unionen, behøvede den en mere central placering. Så da divisionslederne tilbød ham 1000 dollars til udvidelse af skolen i Nchwanga, afslog han at modtage dem og bad i stedet om tilladelse til at bruge pengene til at købe et stykke land et bedre sted i Uganda. Anmodningen blev afslået. I tre år appellerede Pedersen om tilladelse til at købe nyt land, men resultatet var det samme. I mellemtiden havde formanden for unionen, V.E. Toppenberg, og en anden missionær, Frithjof H. Muderspach, fundet en ideel grund på ca. 260 ha i Kitanda nær ved hovedstaden Kampala, som kunne fås på ekstraordinære gode vilkår. Adskillige telegrammer blev sendt til divisionshovedkarteret uden svar. Til sidst, kun tre dage før tidsfristens udløb, svarede divisionsledelsen positivt, og grunden blev købt. I dag ligger Bugema University dér med et elevantal på 4.500 og 150 fuldtidsansatte. Som anerkendelse af Pedersens anstrengelser er auditoriet indviet til hans ære.

Efter en orlov i Sydafrika i 1943 flyttede familien Pedersen til Kenya, hvor Emanuel først var afdelingsleder for uddannelse, ungdom og sabbatskole i den Østafrikanske Union, og så fra 1944 leder for Kenya Missionen. Disse var fremgangsrige år med åbningen af to nye missionsdistrikter, begyndelse på evangelisme blandt masaierne, bygning af en pigeskole og udvidelse af Kendu Hospitalet og et seminarium for lærere. Adventistkirken fik også adgang til radioen på grund af venlige relationer til andre kristne trossamfund, og de tre englebudskaber blev regelmæssigt udsendt til hele nationen.

Pedersen tog en særlig interesse i at forberede sine afrikanske brødre for lederskab. Han blev i Kenya i ni år, og fra 1952-1953 tog han studieorlov, som han brugte på teologiske studier på Columbia Theological Seminary i Washington. D.C. USA.

Tilbage i Europa og USA

Der var behov for Emanuel Pedersens erfaring i undervisning og administration på højere niveauer i kirkeadministrationen, og i 1953 blev han bedt om at være afdelingsleder for hjemmemissionen og afholdsarbejdet i Nordeuropæisk Division, som havde hjemsted i Edgeware, Middlesex, England. Efter fem år blev han valgt som associeret i hjemmemissionsafdelingen i Syvendedags Adventikirkens Generalkonferens i Washington, D.C., USA.

Fra 1962-1966 var han sekretær (næstformand) for den Nordeuropæiske Division, som havde flyttet sit hovedkvarter til St. Albans, Hertfordshire, England. I 1966 vendte han tilbage til Generalkonferensen, hvor han var rejsesekretær (general field secretary) indtil sin pension i 1971.

På grund af sit danske pas, blev Pedersen ofte bedt om at besøge lande, hvor USA-borgere ikke havde adgang. Fra 1967-1968 fik han tilladelse fra Fidel Castros regering til at åbne et adventistseminarium for præster i Cuba. I 1971 fik han den spændende opgave at repræsentere Syvendedags Adventistkirken som gæst hos shahen af Iran sammen med andre prominente gæster fra rundt omkring i verden. Anledningen var 2500-års jubilæet for det persiske riges grundlæggelse under Kyros den Store. Han fik førstehåndskendskab til orientalsk gæstfrihed, pragt, mysterium og overdådig rigdom.

Pensionistårene

Selv i sin pensionstid tjente Pedersen som rådgiver for Generalkonferensens formand. Mens Esther og Emanuel Pedersen var begyndt at glæde sig over pensionsårene, opstod der pludseligt et behov for en midlertidig leder for Afro-Mideast Divisionen (AMD). Robert Pierson, som var formand for Generalkonferensen, kendte Pedersens rige erfaring og kendskab til Østafrika og bad ham i 1974 i en alder af 70 at tjene som formand for divisionen indtil generalkonferensen i 1975 i Wien. Så, Esther og Emanuel Pedersen rejste til Beirut i Libanon, hvor AMD havde sit hovedkvarter, og han ledte arbejdet i ca. et år, inden han blev afløst af C.D. Watson.

I sine pensionist år var Pedersen en eftersøgt taler. Ved et årsmøde i København i 1980 talte han om betydningen af at have Jesus som sin bedste ven, mens man så frem til hans komme. I en del af sin prædiken sagde han: ”Tro er at have tillid. Frelse er at kende Jesus, at have tillid til ham, at kende hans vidunderlige og smukke karakter, og så stole på at det vil have indflydelse over ens liv. Frelse er at kende hans dybe forståelse og mildhed mod os. Hans umiddelbare venlighed og varme. Hans vidunderlige nåde, hans tilgivende nåde, hans vedvarende nåde, hans hjælpsomme nåde, hans grænseløse kærlighed, en kærlighed der favner hele universet og hver enkelt af os individuelt.”

Når Pedersen rejste rundt, fandt de ensomme og glemte i ham en fortaler for deres sag. Han besøgte aldrig en missionsstation uden af aflægge et personligt besøg hos alle arbejderne. Indtil det sidste sendte han breve og postkort til venner over hele verden. Han havde en enestående måde at få folk til at føle, at de var værdsatte. For ham betød ærlighed mere end politisk korrekthed. Retfærdighed var mere end diplomati. Som leder var han ikke til købs. Han havde modet til at stå op for sine overbevisninger. Hans indsigt i menneskenaturen sammen med hans tydelige humoristiske sans var gode redskaber i dialog og debatter.

Kilder

Obituaries (nekrologer). The Washington Post, 15. marts 2006.

Kaj Pedersen, “101-årig på Danmarksbesøg,” Adventnyt, oktober 2005.

”Pedersen papers donated.” Focus, The Andrews University Magazine, spring 2007.

Børge Schantz, “En legende fylder 100,” Adventnyt, juli-august 2004.

Børge Schantz, “Odenseaneren Emanuel Wartou Pedersens Eftermæle,” Adventnyt, juni 2006.

Børge og Hans Jørgen Schantz, Var det umagen værd? Dansk Bogforlag, Nærum, 1999.

Hans Jørgen Schantz, ”Missionær og menneskeven,” Aktive Seniorer Nr. 3, 2000.

Seventh-day Adventist Yearbooks, 1944-1972, 1974-1975.