Arnesen, Erik (1868–1960)

Nordmanden Erik Arnesen spillede en vigtig rolle i menigheden som bibellærer, redaktør, oversætter, forfatter, salmedigter og kapellan i både Norge og Danmark. Hans indflydelse over fremtidige prædikanter såvel som den litteratur, han selv producerede eller oversatte, har sat sit varige aftryk på kirken.

Tidlige år

Erik Arnesen blev født i Øyer i Gudbrandsdalen i Norge den 15. august 1868. Han var den førstefødte af Arne Eriksen og hans hustru, Sigrid, og havde tre søskende. Som det var skik den gang tog han efternavnet Arnesen (Arnes søn). Allerede tidligt i livet viste hans interesse for det religiøse, og ved sjældne anledninger deltog han i vækkelsesmøder. Han voksede op i Norges storslåede natur, og bevidstheden om Skaberen fyldte ham med ærefrygt.

Som så mange andre blev han grebet af den ”amerikanske drøm”. Da han var 20 år, emigrerede han og arbejdede fra 1888 til 1889 på en gård hos en slægtning i Minnesota. Derefter fik han plads hos Iver Hilde. Både Iver og hans bror Lars var syvende dags adventister, og Arnesen begyndte at komme med i kirke og læse adventistblade og -bøger. Han lyttede til Ole Norderhus’ offentlige møderække, men havde svært ved at beslutte sig, selv om han var betaget af den gode bibelundervisning. En dag, da han som 22-årig gik alene i marken og spekulerede over det, han havde hørt, tog han sin beslutning. På et årsmøde i Minneapolis, Minnesota, i juni 1891 blev han døbt af J.M. Erikson, en svensk pastor.

Fra 1891 til 1893 var han elev på Union College i Nebraska, som netop havde åbnet en afdeling for skandinaviske studerende. Undervisningen var på norsk-dansk og svensk. Her mødte han bl.a. J.C. Raft og A.G. Christiansen fra Danmark. Den første sommer forsøgte han at kolportere, men kunne ikke klare varmen og måtte tage arbejde på en gård. Da han var tilbage i skolen, havde han ikke tjent penge nok, men fik lov at arbejde i køkkenet, hvor han begyndte kl. 4 om morgenen, og efter klasserne hjalp han til med at skaffe is til køleskabet. Dette skoleår underviste John G. Matteson på Union College samtidig med hans andre ansvarsområder som redaktør og oversætter. Arnesen udviklede et stærkt ønske om at assistere Matteson med hans skriverier. Hans lærere havde allerede opdaget, at han havde en særlig gave, når det gjaldt at formulere sig på skrift, og han gjorde sig stor umage med de stile, der skulle afleveres i Mattesons klasser hver uge.

Om sommeren 1893 arbejdede han igen på en gård, og en fredag i august besluttede han at tilbringe sabbatten sammen med Lars Hilde og hans familie. To breve ventede på ham. Det ene fra Zakarias Sherrig (se tidligere artikel), en kolportørleder, som han kendte. Inden i dette brev var der et kort fra Matteson, som bad om adressen på den unge mand, som havde arbejdet i køkkenet på Union College sidste skoleår. Det var en invitation til ham om at rejse til Boulder i Colorado for at møde Matteson. Han havde behov for en sekretær, eftersom hans søn Alexander skulle rejse bort. Resultatet var, at Arnesen blev Mattesons sekretær fra 1893 til 1895. Matteson var meget musikalsk og havde en god sangstemme, og han dannede en skandinavisk kvartet, som Arnesen blev en del af. I skoleåret 1895 til 1896 bad han Arnesen overtage sin plads som lærer på Union College.

Fra Amerika tilbage til tjeneste i Skandinavien

Efter sommeren 1896 bad O.A. Olsen, som tjente som formand for Generalkonferensen (1888-1897), Arnesen om at komme til hovedkvarteret i Battle Creek for at være hans sekretær og stenograf. Dér mødte han den unge Dr. Carl Ottosen fra Danmark. Han opmuntrede Arnesen til at vende tilbage til Skandinavien, og efter en kort tid sammen med O.A. Olsen (1896-1897) fulgte Arnesen efter Ottosen og hans hustru tilbage til Danmark. Skodsborg Badesanatorium blev åbnet i 1898, og Arnesen var med på det første hold, der blev oplært i sygepleje under Ottosens ledelse. I 11 år fra 1897 til 1908 var han Ottosens sekretær, samtidig med at han ind imellem også arbejdede som sygeplejer og i laboratoriet. Arnesen elskede at synge, og et stykke tid dirigerede han koret på Skodsborg. I 1908 blev det bestemt at flytte Den Skandinaviske Missionsskole til Skodsborg, og unionsbestyrelsen besluttede at gøre Arnesen til forstander, en opgave han modtog meget tøvende. Året efter blev han også bibellærer. Han beholdt disse poster til 1917. I tillæg til opgaven som forstander blev han sekretær (viceformand) for Den Skandinaviske Union, en stilling han varetog i 24 år, indtil Den Skandinaviske Union blev delt i Østnordisk Union og Vestnordisk Union i 1932.  Han tjente også som redaktør for Evangeliets Sendebud (senere Tidens Tale), redaktionssekretær for Sunnhetsbladet og redaktør for Missionsefterretninger, og i tillæg til dette udførte han meget oversættelsesarbejde.

I 1907 giftede han sig med Amanda Lovise Hansen, som døde af cancer allerede i 1910. Deres lille datter Borghild var kun 1½ år og kom i pleje hos sin tante Bertha Nelson, som blev en mor for hende i de tidlige år. I 1914 giftede Arnesen sig med Else Rask, som levede til 1933.

Arnesen rejste til Amerika i 1909, deltog i Generalkonferensens møder og fik anledning til at møde Ellen G. White personligt. I 1911 deltog han i et rådsmøde i Europa sammen med ledere og missionærer fra andre dele af verden. I 1913 bad Generalkonferensens bestyrelse Arnesen om at være medlem af komitéen, der arbejdede med ungdom og uddannelse. I 1917 blev han fritaget for sit skolearbejde og kom til Kristiania for at hellige sig det litterære arbejde og som leder af Skandinavisk Bogforlag. I 1920 blev han bedt om at rejse til Danmark og lede missionsskolen i Nærum (1920-1925). I 1925 blev han imidlertid kaldt tilbage til Skandinavisk Bogforlag, hvor han fortsatte i fem år som redaktør og oversætter af bøger og traktater.

I 1929 blev han meget syg, og hans ledere sendte ham på pension. Men han blev rask igen og var bibellærer på Onsrud Missionsskole (1930-1931). I pensionstiden var han kapellan for Skogli Badesanatorium i Norge (1931-1960). I 1937 giftede han sig med Hjørdis Kristoffersen. Den 3. november 1960 fandt hans hustru ham død i sengen med sine briller i den ene hånd og Ellen G. Whites andagtsbog Sons and Daughters of God i den anden og med et fredfyldt udtryk i ansigtet.

Litterære bidrag

Arnesen havde en rig produktion af artikler, bøger og blade. Han skrev følgende bøger: Fra Reformationens dage (1908), Et Blik på Vor Tid (1913), som blev oversat til svensk og finsk, For Hjemmet og Ungdommen (1916), Til Gavn og Glæde (1924), Det evige Liv (1942), og Den flygtende jøde (1956). Han var også forfatter til den dansk-norske salmebog Salmer og Lovsange med 200 af hans egne sange og salmer og hvor han oversatte 40 fra engelsk. Dertil oversatte han Ellen Whites hovedværker fra engelsk til dansk-norsk. Fra 1930 oversatte han Bedeugelæsningerne og de norske Sabbatsskolelektier i henved 20 år. Det sidste større værk, som Arnesen fuldførte, var oversættelsen af The Desire of Ages til norsk med titlen Slektenes Håb. Han afsluttede dette værk, da han var 87.

Kilder

Andersen, ”Erik Arnesen,” Skodsborgersamfundet 1960.

Erik Arnesen, ”Biografisk Information,” sendt i brev til L. Muderspach 28. december 1928. I HASDAs arkiv.

Erik Arnesen, ”Scandinavian Union Mission School,” Review and Herald, 21. april 1910.

Erik Arnesen, “Skodsborg (Denmark) School,” Review and Herald, 1. april 1909.

Erik Arnesen, Thy Will be Done (selvbiografi). Udateret. Citeret i Hans Jørgen Schantz’ I troens bakspejl, 1998.

Jakob R. Arnesen, ”Erik Arnesen in memoriam.” Evangeliets Sendebud, no. 12, 1960.

Jakob R. Arnesen, ”Vore hensovede,” Nekrolog over Erik Arnesen, Adventnyt, 1961.

Francis D. Nichols, ”With our Norwegian and Danish Believers,” Review and Herald, 31. juli 1947.

Emanuel Pedersen, “Skolemanden par excellence”, Skodsborgersamfundet 1958.

Hans Jørgen Schantz, I troens bakspejl, Odense: Dansk Bogforlag, 1998.

Seventh-day Adventist Yearbook.