
Knud Brorsen
Photo courtesy of Adventist Digital Library.
Brorson, Knud (1846–1893)
By Sven Hagen Jensen
Sven Hagen Jensen, M.Div. (Andrews University, Berrien Springs, Michigan, USA) has worked for the church for over 50 years as a pastor, editor, departmental director, and church administrator in Denmark, Nigeria and the Middle East. Jensen enjoys reading, writing, nature and gardening. He is married to Ingelis and has two adult children and four grandchildren.
First Published: November 30, 2022
Knud Brorson assisterede John G. Matteson i pionerarbejdet for Adventistmissionen i Danmark og Norge og var medvirkende til, at arbejdet voksede hurtigt og støt, og Den Danske Konferens kunne organiseres som den første uden for Nordamerika.
Tidlige liv
Knud Brorson (sommetider stavet: Brorsen) blev født den 23. oktober 1846 i Nørre Farup, Ribe Amt. Han var i slægt med den velkendte biskop og salmedigter Hans Adolph Brorson. Han voksede op ved landbruget og arbejdede også en tid som uldkræmmer på sin hjemegn. Da han var 22 år, rejste han sammen med sin yngre bror Anders til Amerika. De tog arbejde på forskellige gårde, og det var Knuds intention at tjene så mange penge, at han kunne rejse hjem og købe den største gård på sin hjemegn. Men Gud ville det anderledes. Allerede i 1869, et år efter deres ankomst, hørte de Adventbudskabet i Californien, hvor de boede og blev begge døbt og optaget i Syvende Dags Adventistkirken. Knud blev senere optaget på Battle Creek College i Michigan, fuldførte sine studier der og begyndte at arbejde som prædikant i Amerika.
Pionerarbejde i Danmark
I 1878 så Adventistkirkens hovedledelse i Amerika behovet for at sende en medhjælper til at assistere Matteson med arbejdet i Skandinavien. Da Knud Brorson var kendt med sproget og kulturen, besluttede man at sende ham sammen med et mødetelt til Danmark. Det viste sig, at der med løfter om penge fra flere sabbatsholdere i Danmark og Norge var nok til at sende to af sted, og man besluttede, at Anders (nu Andrew), som også havde uddannet sig til prædikant, skulle følge sin bror til Danmark. De ankom i efteråret og delte arbejdet imellem sig, så Knud lagde kræfterne i Jylland og Andrew fokuserede på Sjælland. Der blev fortalt om Knud, at han vandrede rundt i Jylland med et tungt læs af litteratur og Bibelen i hånden – fra Vesterhavet i vest til Kattegat i øst og fra Skagen i nord til Slesvig i syd.
Knud Brorson begyndte på sin hjemegn i Ribe Amt, hvor han var godt kendt. Han samlede folk fra sit hjemmesogn i landsbyens smedje og delte Adventbudskabet med dem. Sammen med Matteson var han i stand til at lede en gruppe mennesker til Bibelens sandheder, heriblandt Sine Renlev, hendes søster Anne og deres mor Mette, og stifte en ny menighed i Jedsted i 1879. Sine og Anne Renlev kom senere til at spille vigtige roller i Adventistkirken i Danmark. Brorson assisterede også Matteson i Vendsyssel, hvor han bl.a. var et redskab til at lede C.C. Hansen fra Aså og hans hustru til Adventistkirken og var med til at stifte Dronninglund menighed. Hansen blev også en nøgleperson i udbredelsen og opbyggelsen af Adventistkirken i Danmark og blev den første sekretær i Den Danske Konferens. Der siges om Brorson, at han i gennemsnit holdt fire evangeliske møder om ugen og brugte resten af tiden til husbesøg og uddeling af traktater og blade. På grund af hans og Mattesons grundige forarbejde kunne de ved et delegeretmøde i Hellum den 30. maj 1880 organisere Den Danske Konferens.
Brorson arbejdede en tid i oplandet omkring Aarhus i Høver, Galten, Sorring, Farre og Skåde og ledte flere til troen. Han arbejdede også et stykke tid tæt på den tyske grænse ”så langt ned, som vort sprog tales”, som på det tidspunkt lå ved Kongeåen, og havde den glæde at se sin mor blive døbt og optaget i menigheden i Jedsted. I 1883 skriver han i Tidernes Tegn: ”Siden min sidste beretning har jeg holdt møder på Sjælland, Fyn og Ribe-egnen, besøgt 70 familier og uddelt mange skrifter og blade. Derefter hat jeg holdt møder i Lindknud, Vejle, Nortvig og Skaade. Brødrene var ved godt mod, og Herren velsignede os, når vi samledes om hans gode ord.” I 1885 vendte han tilbage til Vendsyssel og stiftede en menighed på 10 medlemmer i Vraa pr. Sæby. Samme år flyttede han til København, og en anden vigtig person, i adventistsammenhæng, Carl Ottosen, som studerede i hovedstaden, blev døbt og tilsluttet menigheden ved Brorsons mellemkomst.
I Norge og Sverige
I 1887 assisterede Brorson den nye konferensformand, nordmanden O.A. Olsen, i hans evangeliske møder i Kristiania i Norge og forsatte sammen med ham til Moss og Larvik. Og selv holdt han møder i Drammen og Sandsvær. Den 17. marts 1887 blev Moss SDA-menighed stiftet og Brorson blev valgt til den første menighedsforstander. Han rejste to måneder i Nordnorge i efteråret 1888. Der holdt han 51 evangeliske møder og 39 bibelklasser og døbte det første medlem i denne del af Norge. Han var den første til at arbejde blandt samerne og rapporterede, at syv familier var begyndt at holde sabbat. Han var en dygtig menighedsplanter og stiftede menigheden i Arendal og lagde ligeledes grunden til en ny menighed i Frederiksstad. Det meste af sin tid i Danmark og Norge var han med i konferensbestyrelsen. Da han boede i Norge, rejste han til Danmark og prædikede i Odense og på Sjælland.
I 1892 blev han kaldt tilbage til Amerika for at deltage i et sundheds- og afholdsprogram på Battle Creek Sanatorium med henblik på at bringe sin nye viden tilbage til de skandinaviske lande. I juni 1893 rejste han med H.N. Haskell fra Generalkonferensen til et årsmøde i Moss i Norge og derefter med Haskell og Louis Johnson til Karlstad for at deltage i et årsmøde i Den Svenske Konferens. Det var her han pludselig døde af et hjerteslag den 28. juni. Det blev til femten års intensivt pionerarbejde i Danmark og Norge, hvor han var med til at lede mange til Kristus og stifte nye livskraftige menigheder.
Kilder
Artikler i Adventist Review and Sabbath Herald, Adventnyt, Adventnytt, Missionsefterretninger, Sandhedens Tidende og Tidernes Tegn.
“Brorson, Knud”, Seventh-day Adventist Encyclopedia, 1996.
Kurt Faddersbøll, Adventistkirken Århus, Privatudgivelse i Århus, 1995, 186-187.
Kristian Hansen, Lørdagsfolket på heden, Dansk Bogforlag, Odense, 1990.
Terje Johannesen, Den Skandinaviske Adventismen Begyndelse og Vekst, Del III, Øko-Tryk, Skjern, 2018.
J.N. Loughborough, Rise and Progress of the Seventh-day Adventists with Tokens of God’s Hand in the Movement, General Conference Association of Seventh-day Adventists, Battle Creek, Michigan, USA, 1892.
John G. Matteson, Mattesons Liv og Adventbevægelsens Begyndelse blandt Skandinaverne – En Selvbiografi, International Publishing Association, College View, Nebraska, USA, 1908.
Kaj Pedersen, Syvende Dags Adventistkirken i Danmark, Dansk Bogforlag, Nærum, 2007.
Seventh-day Adventist Yearbooks, 1883, 1889, 1890, 1893.