Nielsen, Andreas (1907–1995)

Andreas Nielsen er kendt som pioner for Syvendedags Adventistkirken på Grønland. Som missionær, litteraturevangelist og pastor har han arbejdet i Danmark, Tyskland, Færøerne og Grønland.

Tidlige år

 Andreas Johnsen Nielsen blev født den 15. marts, 1907, i Emmerlev sogn i Sønderjylland, som på det tidspunkt var en del af Tyskland. Han var barnedøbt den 2. maj 1907 i Emmerlev Kirke. Hans forældre var Anders Boisen Nielsen og Caroline Nielsen (f. Matzen). Han var den yngste af to søskende. Hans ældre bror Søren Hansen Nielsen blev købmand i Viborg. Andreas var kun syv måneder gammel, da hans far, som var landmand, døde. Hans mor måtte sælge gården i en tid med økonomisk depression og fik kun, hvad der svarede til prisen på en liter mælk. Hun måtte slide med to beskæftigelser, idet hun syede for folk om natten og gjorde rent på skolen tidligt om morgenen. Andreas lærte kun tysk de syv år, han gik i skole i Højer, hvor eleverne var under stærk kulturel og politisk indflydelse, som appellerede til deres loyalitet mod den tyske kejser Wilhelm. I 1920, da Sønderjylland efter foreningen med det danske kongerige på grund af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, blev Andreas helt naturligt dansk statsborger. Efter sin konfirmation i foråret 1922, arbejdede han en kort tid ved Højer Kirke som klokkerdreng. Han gik i lære som smed og lærte at sko heste. Det tog ham fire år at fuldføre sin læretid i 1926. Hans svendestykke var en justerbar skruenøgle, som lå fremme på hans skrivebord.

Det var vanskeligt at finde arbejde i Danmark i en tid med høj inflation og udbredt arbejdsløshed. Han måtte begynde med nogle løse jobs, blandt dem hos en smedemester i Sønderborg og derefter i 1927 hos sin onkel, smedemester Th. Matzen, i Sydslesvig. Til sidst lykkedes det ham at få en fast stilling som smed på skibsværftet i Flensborg. Han modtog fuld løn med pension ved at acceptere at blive tysk statsborger den 24. april 1928.

Nielsen lejede et værelse i Flensborg i et lille gæstehus, hvor han også fik sine hovedmåltider. Her mødte han en kolportør på sin egen alder, som viste sig at være syvendedags adventist. Efter nogle samtaler, satte kolportørvennen ham i kontakt med Adventistkirken i Flensborg, og i februar 1930 blev Andreas Nielsen døbt i Hamborg kun 23 år gammel. Hans mor var ikke glad for  omvendelsen til adventismen, men han stod fast på sin beslutning. Han måtte kvitte sit arbejde på skibsværftet på grund af sabbatten, og den 1. marts begyndte han som litteraturevangelist og arbejdede med stor energi og iver for at dele sin tro. Han blev sendt til Hamborg, hvor han i 1930 og 1931 traf en central placeret og meget indflydelsesrig adventistleder, Ludwig R. Conradi. Han blev inspireret af Conradis begejstring for kolportagearbejdet som et middel til at sprede Adventbudskabet (Conradi var selv en produktiv skribent og forfatter til religiøse publikationer og bøger, som blev cirkuleret i millioner af eksemplarer), men delte ikke hans skepsis vedrørende adventistiske nøgledoktriner, så som helligdomstjenesten, og hans nedladende holdning til Ellen G. White og hendes profetiske tjeneste.

Det trak sammen til krig i Europa, og Andreas Nielsens familie overtalte ham til at komme tilbage til Danmark. Han tog til København, hvor han fortsatte sit arbejde som litteraturevangelist. Hans ansøgning om dansk statsborgerskab blev afslået. Han blev bibelarbejder for Pastor Axel Varmer og mødte den unge Aase Østergaard, som var kokkeelev. De blev gift den 30. december 1942 i Ebenezer menighed og bosatte sig i Høng i Vestsjælland, hvor Nielsen kom til at arbejde som evangelist. Det var midt i Anden Verdenskrig og Danmark var besat af tyskerne. Som tysk statsborger kom indkaldelsen til den tyske hær kun tre måneder efter brylluppet. Først måtte han deltage som ”Zeitfreiwilliger” (midlertidigt frivillig) ved ugentlige kurser i førstehjælp, orientering og skydeøvelser. Der gik endnu tre måneder, inden han måtte forlade Danmark.

I den tyske hær

Nielsen ønskede ikke at være almindelig kampsoldat, men håbede at kunne slutte sig til lægedelingen. Da han nævnte dette for militærmyndighederne, blev han fortalt, at hvis han ikke fulgte ordrer ville han blive stillet for en krigsret. Imidlertid var der en venlig befalingsmand, der lyttede til hans ønske, og han blev sendt til kasernen i Neumünster i Holsten, hvor han modtog oplæring som lægeassistent. En af Nielsens første bekymringer var, om han kunne fritages for tjeneste om sabbatten, som syntes at være håbløst. Sabbatterne var skure- og skrubbedage på kasernen. Hans forespørgsel blev først mødt med strenghed og trusler. Men da Nielsen insisterede, prøvede de på at få ham til opgive sine ideer. Endelig spurgte to embedslæger, om det var et samvittighedsspørgsmål, og da det blev bekræftet, blev han fritaget for rengøringsarbejde om sabbatten. I stedet fik han lov at sidde i dagligstuen og læse sin bibel.

Efter otte ugers oplæring var han og en lille gruppe på vej til Lübeck, hvor tropperne samledes og blev sendt videre med tog til den østlige front i Rusland. Toget trillede af sted i seks dage gennem Tyskland, Polen, De Baltiske Stater og nåede omsider frem til Pleskow ved den russiske grænse. Efter et kort ophold på kasernen dér, blev de delt i to hold og sendt videre til forskellige frontafsnit i Rusland. Nielsen blev sendt mod nordøst til sydsiden af Ladogasøen. Det sumpede område var inficeret med myg, og om natten kunne de høre den uafbrudte kanontorden ved den nærliggende front. Da de ankom til hovedområdet for behandling af sårede soldater, blev han først sat til at udgrave beskyttelsesrum, men blev hurtigt sendt nærmere på frontlinjen. På vejen så han store kirkegårde med mange trækors for faldne soldater. Det var i den lille by Emga, han kom til at arbejde som lægeassistent. Bunkeren var stopfyldt med sårede soldater. ”I den russiske nat kom flyene over os og kastede deres bomber, og om dagen kunne vi blive overrasket af granater, som efter en kort hylende lyd faldt, mens splinterne fløj om ørene på os.” Selv nogle få russiske soldater blev behandlet. ”Jeg skal aldrig glemme det taknemmelige blik en russisk soldat gav mig, efter at bandagen var lagt. Jeg trykkede hans hånd.”

En aften, da Nielsen havde et bibelstudium med sine kammerater om tidernes tegn og Kristi andet komme, blev han fortalt, at der var en anden adventist i hans kompagni. Det var en stor glæde at møde en trosfælle i krigens ensomme timer. ”Hvor velsignet det var at kunne knæle sammen med denne bror og tale med en med hvem, man var ”et i Ånden og i adventhåbet.” Fra Emga blev Nielsen flyttet til hovedbehandlingscentret Mikalowski ca. otte km bag frontlinjen. En dag bad de sårede ham om at holde andagt for dem, hvilket han indvilligede i med glæde.

Sent om efteråret 1943 begyndte den tyske hær at trække sig tilbage på grund af det russiske pres. Der var lang vej tilbage, og det tog otte måneder at komme ud af Rusland. Nielsen og hans kompagni var heldige med at få togtransport på en del af vejen, men de måtte marchere hundrede af kilometer på dårlige landeveje i den frysende kolde vinter og sommerens brændende hede. Ved en anledning blev de omringet af russiske soldater og slap kun bort i live med nød og næppe. Nielsen beskriver krigsskuepladsens rædsler og hvordan kirurgerne arbejdede dag og nat for at redde liv. I mange tilfælde fik Nielsen anledning til at opmuntre sine patienter og bede for dem og henvise dem til Jesus Kristus. Han huskede også på, hvor mange gange han var i stand til at samle en lille gruppe til bibelstudium og bøn. Efter en kort orlov på 21 dage måtte han tilbage til hæren igen. Ved slutningen af krigen brækkede han benet, hvilket blev hans redning. Efter at være blevet overført til et hospital til behandling, udbrød der samme nat et voldsomt opgør med fjenden, et af de værste som hans kammerater havde oplevet. Da krigen var ovre, vandrede Nielsen og to af hans kammerater tilbage til Tyskland. Nielsen bar på en sæk med tomme sække og skulle til at sætte den på et bjergningskøretøj ved siden af ham. Pludselig kom et andet køretøj og ramte ham bagfra. Han blev kastet op i luften, men heldigvis landede han på de sække han bar og slap uskadt. Vandreturen tilbage var en hård tid med sult. Somme tider måtte de spise muggent brød, som de fandt. Omsider blev han udskrevet fra militærtjeneste og den 20. juni, 1945, var han fri til at tage hjem.

Arbejde i Danmark og Færøerne

Da krigen var slut i 1945, længtes Andreas Nielsen efter at mødes med sin hustru Aase, som han ikke havde set, siden han forlod Danmark. Men da han var tysk statsborger, kunne han ikke bare rejse til Danmark, men blev afvist ved den danske grænse. Det tog endnu et år, inden han kunne krydse grænsen den 8. april 1946, og blive forenet med Aase efter tre års adskillelse. Lægetjekket gik fint, men efter en stund begyndte krigens eftereffekter at vise sig. Nielsen fik en dyb depression og blev indlagt, mens Aase ventede det første barn. Efter behandling og megen bøn kunne Nielsen begynde som pastor i Nykøbing Falster distrikt.  Deres søn Anders blev født i 1947. Derefter fulgte hans tjeneste på Bornholm omkring 1949, hvor han endelig fik sit danske statsborgerskab igen og blev ordineret. Han fortsatte en tjenesteperiode på Færøerne, hvor deres datter, Elsebeth, blev født i 1952.

Nielsen havde ikke megen formel uddannelse, selvom han fik et kort ophold på Newbold College og var for det meste selvlært. Fra barndommen af talte han flydende tysk og dansk, og senere lærte han engelsk ved ord for ord at sammenligne Ellen G. Whites skrifter i de tyske oversættelser med de engelske originaler. Han læste bredt og hans bibliotek var omfattende med Ellen G. White, Friedrich W. Krummacher (en tysk reformeret præst), John Bunyan, Charles Spurgeon og Skovgaard Petersen som hans favoritter. Især bogen Den store Strid kom til at spille en hovedrolle i hans missionsprogram. Han solgte eller gav den bort, hvor som helst der var en anledning.

Pionerarbejde i Grønland

Højdepunktet i Andreas Nielsen missionstjeneste var hans arbejde i Grønland. I 1953, da Grønland ophørte med at være en dansk koloni og religionsfrihed blev indført, fik han et kald fra Nordeuropæisk Division til at åbne Adventistkirkens arbejde i dette nye område. På det tidspunkt bestod befolkningen af 22.000 inuitter og 16.000 skandinaver. hvoraf de fleste var fra Danmark. Bortset fra hovedstaden Nuuk, boede folk i mindre byer og bosteder primært langs vestkysten og kunne kun nås med båd de fleste steder. Nielsen ankom i Godhavn (Qeqertarsuaq) i juni 1953 med et læs sandhedsfyldt litteratur, inklusive Den store Strid, Sundhed og Livslykke, Vejen til Kristus, børnebøger og en god forsyning af Tidernes Tegn og Sundhedsbladet – alle på dansk. Han havde også medbragt 4.000 stk. af traktaten Ardlorit (Se op) trykt på grønlandsk og den første publikation på dette sprog.

Med stor tro på adventistlitteraturen og gode erfaringer i dør-til-dør arbejdet blev dette Nielsens foretrukne metode til at nå den grønlandske befolkning. Om vinteren var han begrænset til at arbejde i Nuuk, men om sommeren rejste han med dampskibet Julius Thomsen på vestkysten på besøg i byer og bosteder fra Julianehåb (Qaqortoq) i syd til Thule (Qaanaaq) i nord. I sit første brev til konferensformanden i Danmark den 8. juli 1953 skrev han:

Jeg har nu praktisk talt afsluttet uddelingen af den grønlandske traktat i Holsteinsborg (Sisimiut). Det er en by med ca. et tusinde indbyggere…. Jeg har nu været på dette sted en og en halv måned og brugt 42 timer på at besøge hjemmene. I denne tid har jeg solgt litteratur for omtrent 800 kr. Når vi husker, at der kun er få, der kan læse dansk, er jeg forundret over resultatet. Sidste torsdag holdt jeg mit første offentlige møde med ca. 250 tilstede.

Det var kun begyndelsen. Han fik mange lignende erfaringer, når han rejste til byerne langs kysten med bøger og senere med brugt tøj fra Dorkas foreningen i Nuuk. Bøgerne og bladene forberedte vejen, hans besøg i hjemmene gjorde ham elsket hos mange mennesker, og om aftenen samlede han befolkningen til offentlige møder, hvor han ofte åbnede med emnet om Kristi andet komme. Han datter, Elsebeth, husker hvorledes han rejste med en stor oppakning: telt, sovepose og en fyldt rygsæk i tillæg til bøgerne og andre evangeliske materialer. Nogle steder kunne han bestille et værelse på hotellet eller overnatte på en skole eller hos en familie. Men ofte måtte han slå sit telt op. Der var tilfælde, hvor han måtte forsvare sig mod de grønlandske slædehunde og hvor det ikke var sikkert at overnatte udendørs.

I begyndelsen var modstanden stor. Rygter spredtes, at han tilhørte en kult og var en falsk profet. Derfor var folk tøvende med at lukke ham ind i deres hjem. Engang da han sad sammen med en grønlandsk familie og de lyttede til radioen, følte han, at de pludselig begyndte at sende ham mærkelige blikke. Senere blev han fortalt, at de netop var blevet advaret af speakeren mod ham og hans lære. Ved en anden anledning, da han rejste i Sydgrønland, opholdt han sig i et lille træhus og sad tæt ved vinduet og læste. Pludselig hørte han en stemme kalde henne fra døren. Han rejste sig og åbnede døren, men der var ingen. Netop da blev vinduet smadret og han troede, at det var en sten. År senere blev han vist, hvilken slags ”sten”, det var. Der var tydelige skudhuller i væggen.

Provsten i den lutherske statskirke i Nuuk sendte breve og budskaber rundt for at advare folk imod Nielsen og hans medarbejder Ernst Hansen fra Danmark, som havde sluttet sig til ham den anden sommer. Advarslerne virkede i begyndelsen og mange ville ikke åbne deres døre for dem. Men da de lokale katekister (hjælpepræster) begyndte at læse litteraturen og så at den var uskadelig og bibelsk, og blev villige til at hjælpe som tolke ved møderne, ja endog åbne deres kirker for dem, så ændredes folks indstilling og de opbyggede mange venskaber. Modstanden, blev det fortalt, gjorde Andreas Nielsen til den mest velkendte person i Grønland næst efter Hans Egede, som havde bragt kristendommen til dette vidstrakte land. Især da Nielsen også bragte tøj med sig til de fattige på de små bosteder, blev han modtaget med åbne arme. ”Hjælpende hænder er altid til stede ved kajen til at bringe sække og bundter til uddelingsstedet, og rygter om at ’Dorkas’ gode hænder’ havde nået kolonien spredtes hurtigt til alle hjemmene.” Den første, der blev omvendt, var Amon Bertelsen i Holsteinsborg (Sisimiut), som allerede havde modtaget adventistlitteratur fra færøske fiskere, og som var begyndt at holde sabbatten.

De første mange måneder måtte Nielsen bo og arbejde alene, mens hans familie stadigvæk var i Danmark. I 1954 blev der bygget en præstebolig i Nuuk. Offentlige møder blev i begyndelsen holdt i deres private hjem kaldet ”Missionsstationen.” Dagligstuen var mødesalen. Gulvtæppet blev rullet til side og klapstole sat op og lokalet blev tæt fyldt op med grønlændere. Den første dåb blev foretaget i vaskekælderen nedenunder, efter at væggene var blevet malet hvide og blomster og lys sat op som dekorationer. Det var Nielsens ønske at bygge et børnehjem i Nuuk, men de lokale myndigheder ville ikke godkende det, fordi Adventistkirken var en frikirke. I stedet for blev en fysioterapiklinik godkendt. Skodsborgklinikken blev bygget i 1958 og en kirkebygning med plads til 84 blev føjet til samme år.

De ny faciliteter forøgede missionens muligheder mærkværdigt med Dorkas aktiviteter, søndagsskoleprogrammer, offentlige møder, goodwill fra klinikken og et kirkehjem for de nye medlemmer på Grønland. I 1959 kom Nielsen på Grønlands Radio og havde det privilegium at dele et program om Adventistkirken og dens verdensomspændende missionsaktiviteter i en 20-minutters udsendelse. Ligeledes blev størstedelen af Den store Strid oversat til grønlandsk og solgt med stor begejstring over hele landet. Nielsen familien blev indtil 1963, da det blev besluttet at rejse tilbage til Danmark. På det tidspunkt var der 12 medlemmer i menigheden og mange venner og kontakter.

Senere år og eftermæle

Fra 1963-1977 tjente Nielsen som pastor i følgende distrikter i Østdansk Konferens: Næstved, Haslev, Vordingborg (1963-1966), Hillerød og Frederiksværk (1966-1971), Nykøbing Falster (1971-1974) og Næstved (1974-1977). Han tog en anden periode i Grønland 1978-1979) og sluttede sin tjeneste for kirken i Viborg (1980-1982) i Vestdansk Konferens.

Gennem årene har Andreas Nielsen fået mange gode kontakter i Grønland. Efter at han var flyttet til Danmark, rejste han årligt tilbage til Nuuk and andre større grønlandske byer i Hjælpeaktion. Han blev budt velkommen overalt og den humanitære dimension af hans arbejde var meget værdsat. Et personligt brev fra landsstyreformand Jonathan Motzfeldt skrevet i 1979 bekræfter dette.

Som et vidne og en hyldest til Andreas Nielsens dedikerede arbejde for Grønlandsmissionen, er datteren Elsebeth Butenko fulgt i faderens fodspor og har fra 2021-2024 besøgt verdens største ø fra hjem til hjem i fire-fem måneder om året med bøgerne Vejen til Kristus, Den store Strid, en børnebog og bladet Avannaataq qaamarnga (Det Nordlige Lys) - alle dansk såvel som grønlandsk.

Kilder

A. F. Tarr, “Greenland,” Northern Light, Februar 1956.

Anders E. Nielsen, ”Pastor Andreas Nielsen in Piam Memoriam,” Ikke publiceret manuskript sendt til forfatteren 27. april 2023.

Andreas Nielsen, ”Afskedsprædiken,” Adventnyt, december 1982.

Andreas Nielsen, ”From Greenland’s Icy Mountains,” Northern Light, December 1954.

Andreas Nielsen, “Mine Oplevelse under Krigen,” Advent Ungdom, No. 8, 1946.

Andreas Nielsen, ”Physiotherapy Clinic in Greenland,” Northern Light, April 1959.

Andreas Nielsen, “The Kind Hands of Dorcas,” Northern Light, January 1960.

E. B. Rudge, ”Greenland Entered,” Northern Light, Juli 1953.

Elsebeth Butenko, ”Min far,” Ikke publiceret manuskript sendt til forfatteren 2. juni 2023.

H. Muderspach, ”The Adventist Message in Greenland,” Northern Light, September 1953.

John Pedersen, “Danmarks hovedansvar: Grønland,” Var det umagen værd? redigeret af Børge og Hans Jørgen Schantz, Dansk Bogforlag, Nærum 1999.