Broberg, Svend Aage (1896–1974)

Svend Aage Broberg arbejdede for Syvendedags Adventistkirken i 37 år som prædikant, afdelingsleder og leder i Danmark, Afrika og USA. Femten af disse år tilbragte Svend Aage og hans hustru Laurette på missionsmarken i Vestafrika og Etiopien.

Tidlige liv

Svend Aage Broberg blev født den 12. august 1896 i København. Hans far, Hans Peter Christian Broberg ejede en tobaksforretning og havde været storryger indtil hans omvendelse og dåb, som skete mange år efter at hans søn allerede havde sluttet sig til menigheden. Hans Peter døde i 1945. Svend Aages mor, Karen Broberg, blev også adventist sammen med sin mand og døde i 1941. Svend Aage havde en søster, Anna Jacobsen, som døde i 1970’erne.

Den unge Svend Aage bestyrede sin fars tobakshandel, indtil han sluttede sig til hæren 1918-1919. Han var meget interesseret i sport og var god til det. En dag traf han en atlet, som var bedre i sin sportsgren end ham, og de faldt i snak. Manden var vegetar og syvendedags adventist. Da Svend Aage ønskede at vide mere, blev han inviteret med til bibelforedrag i København, som blev holdt af T. Tobiassen. Efter at have fulgt foredragene gennem vinteren 1920-1921, døbte Pastor Tobiassen ham ved seriens slutning den 12. juni 1921.

Uddannelse, ægteskab og familie

Broberg afsluttede et 3-års kursus på Nærum Missionsskole (1921-1924) og solgte bøger og blade gennem sommermånederne. Han fortsatte sine studier på Stanborough College i Watford, England, i 1924. Da pengene slap op efter syv måneder, vendte han tilbage til Danmark og fortsatte som litteraturevangelist. Det gik godt med at sælge adventistlitteratur og i 1925-1926 afsluttede han sin prædikantuddannelse på Emmanuel Missionary College (senere Andrews University) i Berrien Springs, Michigan, USA.

Da han var tilbage i Danmark, giftede han sig den 27. september med Laurette Angine Andersen på rådhuset i København. Laurette blev født den 18. oktober 1893 i Harres nær Bredebro i Sønderjylland. Broberg begyndte sin tjeneste for kirken som bibelarbejder for Chr. Resen i Aarhus 1926-1927. Derefter fulgte en periode som evangelist fra 1927-1930, først i John Mattesons hjemby Rudkøbing på Langeland, så på Bornholm og derefter i Skagen. I 1930 blev han ordineret af L.H. Christian og L. Muderspach. I perioden 1930-1933 var han afdelingsleder for sabbatsskole, ungdom og hjemmemission i den Danske Konferens. Døtrene Ruth og Esther blev født i henholdsvis 1928 og 1934.

Missionstjeneste i Afrika

I 1935 kom kaldet til at rejse til Sierra Leone i Vestafrika og være leder for Missionen. Denne stilling varetog han indtil 1942. I 1938 skrev Broberg i et brev hjem til Danmark.om fremgangen i missionens arbejde og folks længsel efter at høre evangeliets gode nyheder. I begyndelsen var det f.eks. svært at samle folk til lejrmøder (årsmøder) på grund af afstande og udfordringer med transporten, men antallet af fremmødte steg markant: ”For de allerflestes vedkommende må de gå på deres bare fødder flere mil i den bagende sol. En søster kom f.eks. gående sammen med sin mand 5½ danske mil (41 km) med sit barn på ryggen og en temmelig stor byrde på hovedet indeholdende fødevarer og nogle pænere klæder. Hvis ikke der var hunger og tørst i sjælen efter det levende brød og vand, ville de ikke udsætte sig for disse strabadser; thi det er varmt at spadsere i Afrika… Vi har indtil nu døbt 65, og ca. 40 står rede til at blive døbt, så vi vil nå over 100 døbte dette år, hvilket vil betyde en forøgelse af vores medlemstal på 25%.  Før en person bliver døbt, bliver han undervist i to år og må i den tid bevidne i liv og færd, at han er gået over fra døden til livet.”

Det tropiske klima var hårdt for familien og de måtte tage orlov i Danmark flere gange. På en af disse orlover, i 1940 under Anden Verdenskrig, blev Broberg spurgt i et interview i forbindelse med deres tilbagerejse fra Amsterdam til Sierra Leone og hvor han blev mindet om risikoen ved undervandsminerne: ”Broberg, hvis du skal være ærlig, vil du så ikke hellere blive hjemme?” Til hvilket Broberg svarede: ”Jeg føler mit kald er i Afrika. Der har jeg mit arbejde, og jeg er glad for at være derude.” I samme interview fortæller han lidt mere om arbejdet. ”Vi har to af vores indfødte arbejdere, som skal have hjælp og vejledning, og som jeg derfor må rejse ud til i skovene og besøge. De virker som lærere i vores 12 udeskoler og som evangelister. Lærerne underviser om formiddagen, besøger syge om eftermiddagen og prædiker om aftenen. – Og så skal vi påbegynde bygningen af en pigeskole. Vi har allerede et stykke tid haft en pigeskole med 12 piger i alderen 16-20 år, men under dårlige forhold. Nu er der bevilget penge, så vi kan bygge en rigtig lille skole og en bolig til bestyrerinden, Str. Nouga. – Desuden skal vi afholde flere store lejrmøder. De er meget interessante og samler hver gang ca. 500 mennesker.” Han fortalte videre om en ung evangelist, som de ikke havde råd til at give en ordentlig løn, men som for nogle få shillings om måneden prædikede Guds ord til tilhørerskarer på 500-600. ”Da han fik sin første løn udbetalt, takkede han Gud, fordi han måtte være et lys for hedninger, og at Gud endda ville betale ham for det.”  Laurette Broberg fortalte om sin gerning som missionærhustru, ”Min dag går med husligt arbejde. Desuden må jeg selv undervise Ruth i alle skolefag, og endelige har jeg 10-15 drenge fra vores skole, som skal have lappet gamle skjorter og bukser og også have nye af og til.” -  I 1942 blev de to voksne i Broberg familien meget syge. Da de ikke var i stand til at vende tilbage til Danmark på grund af den tyske besættelse, tilbød Generalkonferensen dem behandling og beskæftigelse i USA.

Mens de var i Amerika, arbejdede Broberg som Evangelist, først i Ohio og senere i Seattle og Chehalis i Washington State. I 1946 blev han valgt til formand for Østdansk Konferens i hjemlandet, hvor han blev de næste fem år. I 1951 kom kaldet igen til Afrika, denne gang som formand for den Etiopiske Unionsmission i Østafrika, hvor han fortsatte i otte år indtil 1959.

Foruden det administrative arbejde mødte Svend og Laurette Broberg den etiopiske befolkning i deres hverdag og så hvorledes folk måtte kæmpe med sygdom, snavs og fattigdom. Små beretninger i Adventungdom (1953) af Laurette Broberg gav et indblik i lokalbefolkningens situation dér, hvor de boede, og glæden ved at tjene. ”De indfødte bor i almindelighed i jordhytter uden vinduer og med kun én dør. De allerfleste kan hverken læse eller skrive og kender heller ikke klokken… Deres klædedragt er hvid, men pjalter og snavs har for de flestes vedkommende ukendeliggjort den oprindelige farve. Kvinderne især er meget snavsede. Kvinderne kender ikke til at bruge synål og tråd, men jeg har engang set en mand sidde uden for sin hytte og gøre forsøg på at rimpe de værste huller sammen. Dårlige øjne og blindhed er meget almindeligt. Sygdomme, manglende hygiejne og fluer, som er en pest og en plage, er vel årsagen. Man vil se de fleste børn med øjenkrogene og mundregionerne fulde af fluer, og ganske naturlig viser vi dem, at de skal vifte dem bort. Det gør de et par gange og opgiver det. Fluerne er for udholdende og pågående. Mininite Missionen har gjort en sand og stor barmhjertighedsgerning ved at oprette en skole for blinde børn, hvor de lærer at læse og skrive og flette måtter. Ellers ville disse stakler være henvist til at sidde på gaderne og tigge ligesom på Jesu tid.”

”Statsreligionen her er en blanding af jødedom, hedenskab og katolicisme. Og de mener, at deres religion er lige så god som vores. På visse steder tillader de os ikke at holde offentlige møder, heller ikke at holde andagt med patienterne. Men modstand har aldrig kunnet standse Guds værk, og det er også tilfældet her. Der arbejdes på mange forskellige måder, og sjæle vindes både gennem vores hospitalsarbejde og skolegerningen, m.m. I juli måned døbte min mand 36 sjæle… De dage, hvor jeg får lov at gøre noget for andre, er de mest lykkelige, og jeg takker Gud for at få lov til at bo blandt Afrikas sorte befolkning, hvor fattigdom og uvidenhed går hånd i hånd og bevirker, at nøden er langt større… Jeg elsker at bo her og ville ikke bytte med nogen moderne lejlighed hjemme i Danmark.”

Tilbage i Danmark igen

Da de vendte tilbage til Danmark igen, arbejdede han som evangelist i Østdansk Konferens, indtil han gik på pension i 1962. Det var ikke let at skulle omstille sig til det mere sofistikerede liv i Danmark. De havde været vant til missionsmarken i Etiopien, hvor livet var ukompliceret, midlerne få og bekvemmelighederne begrænsede. Det var især en udfordring for Laurette Broberg, som var den sparsommelige type, at indstille sig til den mere moderne tilværelse i Vesteuropa. De brugte f.eks. aldrig deres køleskab i lejligheden på Bornholm. Siden de ikke havde brug for et sådant i det varme Etiopien, hvilket behov havde de så for det i Danmark?

Walder Hartmann, der som ung bibelarbejder arbejdede sammen med Broberg en vinter, huskede hvordan hans mentor var velsignet med en omsorgsfuld hustru, som passede på hans helbred. Når han havde hoste, ville Laurette Broberg købe nogle lakridspastiller, som hun rationerede ved at skære dem i fire stykker. På den måde ville de vare længere. Den samme bibelarbejder var også vidne til, hvor godt Broberg blev modtaget i menighederne og hvor god han var med folk. Svend Aage Broberg var den følsomme og pragmatiske type som kunne se det fra synspunktet hos dem, han tjente.

Deres pensionstid tilbragte de i Silkeborg. I de sidste få år sloges Broberg men Parkinson sygdommen, og de sidste tre år tilbragte de på Plejecentret Solbakken i Randers. S.A. Broberg døde til sidst den 10. oktober 1974 af et slagtilfælde. Laurette Broberg døde den 21. september 1981.

Begge deres døtre kom til at tjene på missionsmarken i Afrika. Ruth uddannede sig til sygeplejerske og jordemoder og kom til at arbejde i Dessie i Etiopien i midten af 1950’erne. Hun giftede sig senere med Paul Willis i Californien, USA. Esther uddannede sig som sygeplejerske og jordemoder i England og giftede sig med Henry Christopher Wilby. Sammen tjente de som missionærer i Ghana og Nigeria fra 1960-1966.

Kilder

Adventungdom nr. 2, 1940 og nr. 12, 1953.

Karen Esther Broberg, ”Broberg, Svend Aage (1896-1974,” Seventh-day Adventist On-line Encyclopedia, 22. April, 2021.

Diverse private papirer og dokumenter i HASDAs varetægt.

Ingemann Olsen, ”Fra tobakshandler til sjælevinder,” Adventnyt, januar 2000.

Seventh-day Adventist Yearbooks,1931, 1936, !947 og 1952.