
C. C. Hansen.
Photo courtesy of the Historic Archive of Seventh-day Adventists (HASDA) in Denmark.
Hansen, Carl Christian (1849–1932)
By Sven Hagen Jensen, and Birthe Bayer
Sven Hagen Jensen, M.Div. (Andrews University, Berrien Springs, Michigan, USA) has worked for the church for over 50 years as a pastor, editor, departmental director, and church administrator in Denmark, Nigeria and the Middle East. Jensen enjoys reading, writing, nature and gardening. He is married to Ingelis and has two adult children and four grandchildren.
Birthe Bayer (M.A., Andrews University, Berrien Springs, Michigan, U.S.A.) worked for the Adventist Church for over 40 years as secretary at the Northern European Division, editorial assistant, teacher, school principal in Denmark, and educational director for the East Denmark Conference and the West Nordic Union. In her retirement she assisted in the Historic Archives for the SDA church, Denmark.
First Published: September 28, 2022
Carl Christian Hansen (bedre kendt som C.C. Hansen senior) spillede en vigtig rolle i de tidlige år af Syvende Dags Adventistkirken i Danmark, hvor han gav af sin tid, kræfter og midler til at støtte den sag, han elskede. Han havde særlig interesse i litteraturarbejdet og sundhedsbudskabet, og arbejdede som evangelist, lærer og forretningsadministrator.
Tidlige år
Han blev født på en lille gård i Gerå, Dronninglund sogn, i Vendsyssel den 27. april 1849 i en familie med 9 børn, hvoraf én var hans tvillingebror. Fra han var 7 til han var 14 gik han i almueskolen om vinteren. Om sommeren arbejdede han og hans bror som hyrdedrenge for at hjælpe til med familiens indkomst. Da Carl var 14 år, kom han i lære hos en farver i Aalborg, og senere åbnede han sit eget farverifirma i Aså tæt på barndomshjemmet.
Befolkningen i området tilhørte for det meste den Lutherske Folkekirke. Hans mor og en søster var dog metodister, mens faderen syntes at være tolerant over for alle trosretninger. C.C. Hansen havde på det tidspunkt ingen bestemt overbevisning. Men det kom til at ændre sig, da en baptistpræst, Christian Christensen fra Ørsø (han blev senere adventist) i sommeren 1877 solgte ham en bibel. Hansen besluttede sig for at studere den for at se, om han kunne finde nogen forbindelse mellem de forskellige synspunkter, der rådede i området. Den samme sommer blev hans kone, Junia, omvendt til metodismen. Kort efter læste han i Job 28,28: ”At frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde er indsigt.” Denne tekst gjorde et stort indtryk på ham, og fra det øjeblik erfarede han et afgørende skifte i sit åndelige liv og besluttede sig for at tjene Gud.
Møde med Adventbudskabet
Hans første møde med Adventbudskabet fik han ved et besøg i et baptisthjem. På bordet lå et blad med en artikel om Daniels Bog 10. kapitel, som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Ejermanden svarede undvigende: ”Det er vist fra Amerika og ikke noget værd.” Han tog det og lagde det væk, men Hansen havde set, at det var et nummer af Advent Tidende, og at det var udgivet i maj 1878 og redigeret af John G. Matteson. Fra aviserne havde han allerede hørt, at en adventistmissionær med navnet Matteson havde skabt stort røre i Alstrup, og at han også havde startet en afholdsforening. Imidlertid lå byen 50 km borte, og Hansen fik ikke anledning til at overvære hans møder.
I september 1878 var en af Mattesons hjælpere, Knud Brorson, kommet til Aså, hvor Hansen boede. Her opsøgte han metodistpræsten, som han ikke traf, men efterlod Mattesons skrift Det Nye Testamentes Sabbat og fortsatte på sin vej. Omkring det tidspunkt besøgte Hansen metodistpræsten for at fortælle ham, at baptistpræsten havde været i hans hjem for at overbevise ham ud fra Bibelen, at man måtte tro og blive døbt ved neddykning for at blive frelst. ”Nå,” sagde metodistpræsten, ”hvis baptisterne henviser så meget til Bibelen, burde de følge den.” ”Følger de ikke Bibelen?” spurgte Hansen. Metodistpræsten svarede. ”Dersom de vil følge Bibelen, skal de helligholde lørdagen.” ”Jamen, lørdagen er jødernes sabbat.” ”Hvor står det?” ”Jeg troede, at det stod i Bibelen.” ”Nej, det er ikke i Bibelen.” ”Jamen vi kristne har da søndagen som sabbat.” ”Hvor står det?” ”Jeg troede, at det stod i Bibelen.” ”Ja, du troede, men det gør det ikke. Her har du et skrift (Det Nye Testamentes Sabbat af Matteson). Læs det, så får du noget andet at tænke på.”
I to uger studerede C.C. Hansen og hans kone, Junia, hæftet og sammenholdt det med Bibelen. Netop på det tidspunkt kom Knud Brorson igen. Det blev til lange samtaler, og den 9. maj 1979 blev C.C. og Junia døbt af Knud Brorson. Nogle få måneder senere, den 2. august, blev Dronninglund menighed stiftet med Christian Christensen fra Ørsø (den tidligere baptistpræst) som forstander. Omtrent samtidig blev der stiftet 3 andre menigheder i Vendsyssel: Alstrup, Tylstrup og Hellum. Et år senere, den 30. august 1880 blev Den Danske Konferens organiseret med John G. Matteson som formand, C.C. Hansen som sekretær og J.F. Madsen fra Hellum som kasserer.
Arbejde for menigheden
Da C.C. Hansen blev adventist, prøvede han at leve efter de nye sundhedsprincipper, han havde lært, og han arbejdede energisk ved siden af farverifirmaet med at sprede Sundhedsbladet. På det tidspunkt var der ikke noget centralt sted, hvor man kunne bestille litteratur. Så på det næste konferensbestyrelsesmøde blev det bestemt, at C.C. Hansen skulle være ansvarlig for litteraturen. Det var han i 4 år. Han fik en licens som forlagsforretning og sendte bøger, blade og traktater ud fra Aså, ordnede med betalingen og stod for regnskabet.
I 1883 så menigheden i Dronninglund et behov for en menighedsskole. Man besluttede i bestyrelsen, at C.C. Hansen skulle give skoleundervisning i 4 forskellige hjem. Han samlede 10 børn og søgte ministeriet om tilladelse til at holde skole. Den fik han. Børnene skulle gå mellem 5 og 11 km hver dag, og flere fik vabler. Han skrev i sin selvbiografi: ”Gerningen lykkedes til alles tilfredshed, og der var et særdeles godt og sympatisk forhold mellem mig og børnene. Jeg havde den store glæde i de følgende år, at de vandrede på Herrens vej og står den dag i dag som medlemmer af Guds menighed.” Det var den første adventist menighedsskole i Europa efterfulgt af skolen i Jerslev.
I 1885 blev C.C. Hansen inviteret til København for at overvære Ellen G. Whites møder. ”Jeg havde en interessant samtale med Søster White, hvor Broder Matteson oversatte.” Hans håndskrevne referater fra møderne opbevares i arkiverne hos HASDA.
Da Hansen var 37, fik han prædikantbevilling og arbejdede i Østervrå fra 1886 til 1887. Ved afslutningen af møderækken på 16 foredrag kom E.G. Olsen på besøg og fulgte op med en serie på 8 møder på 5 dage. Derefter blev der holdt dåb, og en ny menighed blev stiftet. Det skal nævnes, at C.C. Hansen virkede i halvandet år uden nogen form for løn.
Han var med på Mattesons missions- og kolportørskole i København i 1888 og fortsatte med at kolportere i København om sommeren. Derefter flyttede han til Odense med sin familie, og da kolportagen der gik godt for ham, blev han i 1889 bedt om at lede kolportagearbejdet i Danmark. Det begyndte med, at fire unge kolportører i Odense boede og spiste i deres hjem. Derefter flyttede de til Aarhus og andre steder med kolportagearbejdet, indtil han i 1891 blev fritaget for at stå for litteraturarbejdet og igen kunne koncentrere sig om evangelisme og bibelstudier. Den 9. juni 1894 blev han ordineret i Ebenezer til prædikegerningen sammen med J.C. Raft og J.P. Larsen. Ordinationen blev foretaget af L. Johnson, som var konferensformand, og med S.N. Haskell og Uriah Smith fra Generalkonferensen som medvirkende.
Det var også i 1894, at Frydenstrand Højskole i Frederikshavn blev bygget og indviet. Hansen blev valgt til forstander og forretningsfører, indtil M.M. Olsen kunne tage over senere på efteråret som forstander og C.C. Hansen fortsætte som forretningsfører. I 1897 åbnedes Frydenstrand Badesanatorium som det første adventist sanatorium uden for USA under lederskab af Dr. Carl Ottosen. C.C. Hansen fortsatte som forretningsfører for både skole og sanatorium, indtil skolen blev flyttet til København.
I 1898 blev Skandinavisk Filantropisk Selskab (SFS) etableret med C.C. Hansen som kasserer, og samme år åbnedes Skodsborg Badesanatorium nord for København med Dr. Carl Ottosen som leder. I februar 1890 tog C.C. Hansen over som forretningsfører og beholdt denne stilling i 5 år sammen med stillingen som forretningsfører på Frydenstrand. På det tidspunkt åbnede SFS også en forretning med helsekostprodukter på Ebenezer i København ved siden af konferenskontoret under C.C. Hansens supervision. En helsekostforretning blev senere åbnet i Frederikshavn med ham som leder. Driftig og aktiv som han var, åbnede han også Dansk Bogforlag under forretningsnavnet C.C. Hansen & Co.
De sidste år og eftermæle
Da C.C. Hansen sluttede som forretningsfører på Skodsborg i 1905, købte han forretningen med helsekostprodukter fra SFS og åbnede ’Sana’ i Smallegade i København og lagde al sin energi i at promovere en sund livsstil og sælge helsekostprodukter. In 1916 overgav han ’Sana’ til datteren Christine og ”helligede al sin tid i Herrens tjeneste”, som han udtrykte det. Han besøgte medlemmer og holdt bibelstudier, var glad for at deltage i den årlige høstindsamling, blev inviteret til at prædike i forskellige menigheder og var selv forstander for to mindre menigheder på Sjælland. Han fortsatte også med at kolportere med Tidernes Tegn. Han døde i 1932 efter godt 50 års tjeneste i Adventistkirken med mange vigtige og betroede opgaver. Han var en iværksætter, som var med til at forme kirken i de første banebrydende år.
Kilder
Artikler i Adventnyt, Missionsefterretninger, Sandhedens Tidende og Skodsborgersamfundet.
Birthe Bayer, ”Min glæde er i Gud,” Aktive Seniorer, No. 4, december 2017.
C.C. Hansen, Erindringer fra C.C. Hansen, håndskrevet dokument i arkiverne hos HASDA, 18. januar 1929.
Seventh-day Adventist Yearbooks, 1883, 1894 og 1905.
Harry Westerlund. Den Sanitære Fødevarefabrik. Manuskript i arkiverne i HASDA, 1973.